Safari

”Safariparken Aquila er relativt lille og slet ikke at sammenligne med rigtige dyrereservater.” Sådan skriver Turen går til Sydafrika om Aquila Private Game Reserve. Vores forventninger til stedet afspejlede den lille tekst i guidebogen. Og det var sikkert meget godt, for vi blev positivt overraskede. Parken er populær, fordi den ligger tæt på Cape Town – kun tre timers kørsel – og vigtigst, den er yderst børnevenlig. På turene i de store safariparker kan der være langt mellem dyrene, og det bliver hurtigt en styrkeprøve i tålmodighed for de helt små på bagsædet af firehjulstrækkeren. Det var der ingen fare for i Aquila. Flodhestene var de første der lod sig spotte, de lå og dasede i mudderet ved søbredden. Derefter to strudse og så elefanter. De følgende tre timer vi brugte i jeep’en var der hele tiden et eller flere dyr tæt på vognen eller i kikkerten. Vores guide eller ranger, som han kaldte sig, fortalte med stor indlevelse og skæv humor om de forskellige dyrs vaner og levevis. Det var meget interessant. L sugede viden til sig. Hun holdt koncentrationen i alle tre timer og havde en milliard spørgsmål. M syntes også, at dyrene var spændende, men efter halvanden time kæmpede han med at holde interessen intakt. Han begyndte at snacke sig igennem mit depot af mandler, riskiks og bananer. Derefter pylrede han og ville nusse i mit hår. Det kunne godt lade sig gøre, og vi slap da heldigvis for skrig og skrål.

IMG_7683IMG_7729IMG_7728

En fuldvoksen afrikansk elefant kan spise 300 – 400 kilo græs, kviste, bark og rødder om dagen og for at undgå at al vegetationen i parken ryddes i løbet af ingen tid, så fodres elefanterne på ugentlig basis.

Løverne holdes adskilt fra de andre dyr med et hegn. Det er ikke et bur, men et stort resevat, hvor de færdes. Hvis ikke de isolereres fra de andre dyr, vil de i løbet af kort tid bringe bestanden ned på nul. Leoparden dræber kun sit bytte for at spise, men løver kan godt finde på at jage og nedlægge bare for sjov. Læg mærke til at der er to hanløver i flokken. Den yngste bestemmer suverænt, men tåler stadig den ældstes tilstedeværelse. Det ville man aldrig se i naturen. Ét område, én flok hunner, én han! De her løver er blevet reddet fra et foretagende kaldt ”canned hunting”, hvor dyrene opvokser i bure for som fuldvoksne at blive jaget og skudt. Løverne får steroider, så deres skind bliver større. De steriliseres og mister deres naturlige instinkter. Der findes mennesker som vil betale op til 15.000 US dollars for at nedlægge en af de store katte. Det gøres nemt. Nogle løver bedøves, inden de sættes fri af buret, nogle lokkes med kød og nogle er blevet så vant til mennesker under opvæksten, at de af sig selv opsøger jægeren. De to hanløver i Aquila kender altså hinanden fra de var helt små og accepterer derfor hinanden.

IMG_7872IMG_7860

IMG_7744IMG_7789

IMG_7677

Ved ophold på Aquila køber man fuld pension og to safarier. En om eftermiddagen når man ankommer og en om morgenen dagen efter. De tre timers bumlen på træsædet i jeep’en gjorde intet godt for mine skadede ribben. Mør og øm kravlede jeg tidligt i seng den aften. Det sidste jeg havde lyst til var at stå op kl. 06.00 næste morgen for at gentage den gratis afrikanske massage, som vores ranger så fint kaldte det.

Men op kom jeg, og det var det hele værd. Vi fik nemlig hilst på den her smukke giraf:

IMG_7831

og den her afrikanske oryx. Tjek lige de horn!

IMG_7794

IMG_7894

Næsehornet var ikke så morgenfrisk, men hvad gjorde det. Vi havde varme tæpper om benene, solopgang over bjergene og var på vej tilbage for at gøre et betydeligt indhug i hotelrestaurantens morgenmadsbuffet. Med friske erindringer om alle dyrene i fuld gang med deres morgenrutiner på nethinden. Sikke en skøn måde at starte dagen på!

IMG_7885

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s