School’s out

De sidste to uger af skolen har mildest talt været lidt svære at komme igennem. Og vi er SÅ klar til sommerferie. Vi har talt ned og krydset dagene af hver aften. Afslutningsceremonier og farvelseancer har været hverdagskost. Gaver er blevet købt og produceret, kort skrevet og afleveret med farvel- eller på gensynskram. Nogle elever og lærere skal flytte tilbage til deres hjemland og forlader Dubai for altid. De fleste andre tager på sommerferie til det koldere Europa og vender tilbage i august.

Bevidstheden om vores Danmark er hundrede procent tilstede hos os i øjeblikket, og især L sukker dybt efter moderlandet. For første gang i de tre år, vi har boet i Dubai, hører vi hende stille det spørgsmål, som så mange andre har stillet os tidligere: ”Hvornår skal vi flytte hjem til Danmark?” En formulering med en indirekte forventning til, at Danmark er landet, hvor vi bosætter os næste gang. Vi har heller ikke givet hende andet indtryk. L’s stemme afslører, at der bagved spørgsmålet ligger et ønske om et præcist og positivt svar. Det første kan vi ikke give – vi ved ikke hvornår – men det andet får hun. Ja, vi skal flytte til Danmark, når vi ikke vil bo i Dubai mere. Det upræcise i svaret er ikke til at bære for den syv-årige – forståeligt – og vi må give hende et tal. Det gør vi. Hånd i hånd med et gigantisk forbehold. For hvem ved, hvad der vil ske? Vores ønsker for fremtiden nu er muligvis ikke de samme om et par år? Og kan måske ikke balancere med realiteterne? L får kun forbeholdet, de andre tanker holder vi for os selv. Hun accepterer og stiller sig tilfreds. Heldigvis.

Men vi kender godt denne længsel efter Danmark. Og dens voldsomme tiltag i de sidste par måneder af skoleåret. Den var lige så stærk sidste år og forrige år. Og det bliver den nok også næste år. Den ekstreme varme, det sidste lange seje træk i skolen og al denne sigen farvel får os til at mindes og savne det, der ligger lige foran os. Sommerferien i Danmark. Vores land. Vores historie, kultur og sprog. Køligere temperaturer, friskere luft og lyse nætter. Tid til at gøre og være, lige det vi har lyst til, udendørsaktiviteter i have, sommerhus og på strand, gode venner og kærlig familie i fysisk nærvær. Frihed. Uha hvor vi længes og glæder os.

I weekenden blev ventetiden forsødet med afkøling i Wild Wadi. En af Dubai’s udendørslegepladser, som man kan holde ud at boltre sig på, selvom det er plus fyrre grader. Det involverer nemlig vand. Masser af vand. Bølgepool, doven flod, rutsjebaner til både store og små. Der er selvfølgelig en del restriktioner, når man er gravid i sjette måned. Men trods det havde vi alle fire en rigtig sjov dag. Her sender jeg de tre vovehalse af sted med et par hurtige knips på telefonens kamera:

IMG_7500

Bloggen holder formodentlig også sommerferie. Vi ser, hvad jeg får tid og lyst til. Anyway. Om 36 timer boarder vi metalfuglen nordpå. Til Det lille Kongerige. So long Dubai!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s