Uundgåeligt

Kan I høre det? Det er lyden af mine fingre på Mac’ens tastetur. De danser lystigt henover de sorte knapper, som vil de fortælle mig, at sommerpausen her på bloggen har været alt for lang. Det er nok sandt. Rettelse: Det er sandt! Jeg har mange gange tænkt: Nu sætter jeg mig lige ved computeren, og så er det alligevel ikke blevet til noget. Hvorfor ikke? Tja, de fleste kender vel til udtrykket den ene dag tager den anden. Siden vi kom retur fra Danmark har praktiske gøremål og ekstraordinære småprojekter stået i kø for at blive ordnet inden den ukendte deadline: Babys ankomst. Hov, stop lige. Her ved anden gennemlæsning slår det mig, at hvis blot lysten til blogskrivning havde været der, så var sommerpausen ikke blevet så lang, den er hoveddrivkraften og uden den intet skriv. Så gøremål og projekter eller ej, lysten har manglet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige skal slynge om mig med vage undskyldninger, inden sandheden slipper ud. Hvorfor ikke bare skrive det, som det er? Det har jeg jo gjort før. Måske fordi min samvittighed byder mig det. Motivation er den vigtigste faktor for mig, og hvis den mangler, så kan jeg lige så godt lade være. Og det er også okay. Overbeviser jeg mig selv om. Lige nu. Nå, tilbage til skrivet:

Blot en sølle weekend efter landingen i sandkassen startede M i KG2 og L i Grade 2 på Greenfield Community School. En brat opvågning fra den lange frie sommer i det danske med vækkeur kl. 06.15, skoleuniformer, madpakker og seks timers dagligt samvær med nye børn og voksne udelukkende på engelsk (ja, bortset lige fra når det foregår på tysk eller arabisk). Nye og flere krav til opførsel og forventninger om selvstændighed. De første par uger havde vi to børn som sov kl. 19.00 hver aften idet de lagde hovedet på puden. Uden overdrivelse. L’s nye homeroom teacher er tilfældigvis den lærer, som M havde sidste år. En erfaren sydafrikaner, Ms. Cooke, som M var meget glad for. L skulle lige vænne sig til hendes blå hår, hendes poncho’er og hendes rummelighed. Som hun kommenterede forleden: ”Mor, jeg tror, at Ms. Cooke skal øve sig på at være skrap over for de larmende drenge”. I Grade 1 blev L undervidst af en britisk lærer, som havde klassen i sin hule hånd fra dag et. Dygtig og reserveret blev Ms. Ruth L’s store idol i sådan en grad, at hun adopterede hendes britiske accent og af sine nye klassekammerater i år er blevet spurgt flere gange, om hun er fra England. M savner sin Ms. Cookie, men ser hende heldigvis hver eftermiddag, når vi henter L. Hun giver ham et stort varmt kram. Han har i stedet for fornøjelsen af en ung nyuddannet phillippiner, Ms. Moreno, som virker noget usikker og meget teoretisk. Det kan umuligt være en nem opgave at tackle firetyve femårige, det neglicerer jeg ikke, men man må håbe, at hun vokser med opgaven, som året skrider frem. Ikke mindst for hendes egen skyld.

Min første reaktion efter en lang pause væk fra eget køkken er at smøre ærmerne op og slå rødder imellem diverse køkkenmaskiner og ovn et par dage i træk. Det skete også denne her gang, da vi kom retur fra moderlandet. Jeg fyldte fryseren med forskelligt bagværk til L og M’s madpakker, pålæg til mine frokoster og granola og mysli til yoghurten om morgenen. Det gik så stærkt, at jeg lykkedes med at lave en vegetarisk postej, som jeg havde glemt, at jeg egentlig ikke brød mig om. Den fik fluks en sur smiley i kogebogen. Min energi spredte sig fra køkkenet og ud i resten af huset til en større oprydning af blandt andet gammelt lege- og børnetøj. Facebooksiden Sell/Buy in Green Community har glødet rødt, og det er utroligt, hvad man kan komme af med, og samtidig dejligt tilfredsstillende at andre kan få glæde af noget, som man selv anser for ubrugeligt.

Ventetiden på lille ny er lang. Og han har tilsyneladende ikke travlt. I onsdags havde jeg termin. Min serbiske læge undersøgte mig og kunne ikke finde nogen tegn på, at fødslen snart vil gå i gang. Suk! Jeg analyserer ethvert lille niv eller stik, holder vejret og tænker: Er det nu?, men skuffes hver gang. Min graviditet har været nem. Ingen kvalme, smerter eller lignende. Men den sidste måneds tid synes jeg dog, at min krop har været presset under den store belastning. Jeg har været presset. Jeg sover virkeligt dårligt med opvågninger ved hvert eneste stillingskift. Hver morgen tænker jeg, at han godt må komme ud i dag. Hver aften tænker jeg, bare han ikke kommer ud i nat, jeg er alt for træt! Janus får fri fra arbejdet de første fire dage efter fødslen, og så tager han måske et par yderligere fridage – lidt afhængigt af, hvordan jeg, baby og resten af familien har det.

Mens vi venter afprøver vi et af Dubais utallige utraditionelle underholdningstilbud – Ifly. Jeg kunne desværre ikke deltage i selve flyvningen, så jeg stod for den lige så vigtige del – billeddokumentation. Ifly er indendørs skydiving. Her kan man opleve at flyve frit i luften. I den ti meter høje lufttunnel blæser to store vifter kraftig vind. Med kyndig hjælp fra en instruktør flyver man op til fire meter opad i røret. Surrealistisk! De mange highfives efter endt session blandt mine tre kære vidnede heldigvis om, at ingen havde pådraget sig nogen traumer. Tværtimod.

IMG_3585IMG_3589IMG_3598IMG_3611

Hop eventuelt over til Instagram og se videoen af L som flyver. De levende billeder giver en bedre fornemmelse for, hvad vindtunnelen kunne. NU er det sengetid, jeg er derfor over and out!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s