Må man godt spise spaghetti med kødsovs hver eneste uge?

”Og så kom Ubbe …” var oprindelig min arbejdstitel til dette blogoplæg, men da det allerede er fem uger siden, at han kom, synes jeg titlen med kødsovs er mere passende. For det er der vi er lige nu. Ugentlig madplan på repeat. Inden vi skruer tiden tilbage, så lad os lige runde status pt. L og M sidder i sofaen blandt stofbleer og sutter med Ipads og har ifølge eksperter allerede set alt for meget på de små skærme. U ligger i vuggen og sover dagens første lur. Janus sover ovenpå. Klokken er 7.49. Vaskemaskinen kører. På gulvet i køkkenet ligger to bunker tøj i ”kø”. I stuen har L og M bygget et fly op af bobles og børnestole. Bamser sidder som passagerer og trommestikker ligger på triptrapstolen som gearstænger. Balloner fylder gulvet i stuen. Janus blev 35 år i fredags, og jeg havde inviteret vores søde naboer og gode venner over til kaffe og kage. Kagen købte jeg af en konditor. Det er søndag – normalt vores første hverdag i ugen – men ungerne har fri, fordi Profeten Muhammad har fødselsdag. Vi har ingen planer.

Jeg har lige spist yoghurt med mysli og drukket vand. At indtage føde er det allervigtigste for min trivsel – og nu i endnu højere grad imens jeg ammer. Yoghurt mætter slet ikke nok, der var bare lige en rest i køleskabet, som skulle spises, så om lidt går jeg ud og rister noget rugbrød. Hvis altså jeg ikke lige skal skifte en ble, løse en konflikt eller hænge en tøjvask op. Dynen i vuggen siger ”vaaa”, og jeg udfører den ædleste disciplin en forældre med mere end et barn kan – nemlig multitasking. At vippe en vugge og skrive på computer samtidig. Nemt.

Ubbe havde det utroligt godt inde i min mave og vi ventede på ham i lang tid. Laaang tid! Til sidst delte lægen vores utålmodighed og gav mig besked om, at fødslen skulle sættes i gang. 10 dage efter termin kørte Janus mig til Saudi German Hospital klokken 23.45 natten mellem d. 12. og 13. oktober. Jeg var nervøs og spændt. I skranken mødtes vi af en uvidende og umiddelbart afvisende sygeplejerske. Hun havde hverken mit navn på sin blok eller i systemet på computeren, så hvis jeg ikke havde veer, kunne jeg godt tage hjem igen. Arabistan (indsæt emoji med himmelvendte øjne her)! Vi insisterede – selvfølgelig – og idet hun besluttede at foretage et telefonopkald for at skabe klarhed over situationen, trådte Dr. Dragana ind af døren. Forpustet og fortravlet. ”Sorry, I’m late”, smilede hun. Lettede over at den afvisning sygeplejersken var i gang med at udføre ikke blev til noget, tilgav vi hende. Nu skulle jeg føde! Min krop var åbenbart enig. Vandet gik. Dr. Dragana gav mig hormoner og bad mig hvile. Tyve minutter senere fik jeg veer. De var ikke slemme, og jeg kunne sove indimellem dem. Natten var kort og hård. Ved syvtiden om morgenen blev veerne rigtig stærke, og jeg vækkede Janus. Han bad sygeplejersken om at hente Dr. Dragana. Der gik en lille halv time før hun kom – hun havde vel også ligget og sovet – og jeg var heldigvis – for jeg havde godt nok ondt – klar til den store finale. Tre pres og lille U så verden. Go’daw lækre lillebror!

Klokken er 11.01 og U sover for tredje gang. Janus og L er cyklet en tur. M leger med sine rullinger – små figurer lavet ud af toiletruller, farvet papir og plastikøjne. Kreakassen er splittet ad til atomer på gulvet ved siden af skrivebordet. Jeg tjekker det højst nødvendige efter L og M’s udskejelser – at limstifterne har prop på – inden jeg åbner låget på Mac’en. Det vil være noget af en bedrift, hvis jeg får det her oplæg færdig i dag. Lad os se.

Et par timer efter fødslen blev vi flyttet ned til barselsafsnittet på 1. sal på hospitalet. Rummet lignede et hotelværelse indrettet a la arabisk stil. Tunge mørke møbler og gardiner. Jeg bestilte mad – frokost – og sygeplejersken spurgte om hun skulle give U d-dråber og medicin mod luft i maven. Jeg kiggede ned på den lille nye baby ved siden af mig. Han var små tre timer gammel. ”No, thank you”, svarede jeg hende anstrengt. Tænk at tilbyde medicin til så nyt et menneske for noget, som der ingen synlige symptomer er på. Man undres.

Klokken er 15.11 og vi er lige kommet hjem fra Marina Mall. Frokost på Wagamama, et par ombytninger af to fødselsdagsgaver og en smagsprøve af Johan Bülows blåbær coated lakridser. Hjemme igen trænger de to ældste arvinger til at røre sig, og Janus tager dem med i poolen. U sover sin lur nummer-jeg-ved-ikke-hvad, og jeg taster igen løs.

Efter et par timer med endeløs stirren på vores nyeste barn kørte Janus hjem for at hente L og M. De skulle møde deres lillebror. Da de kom, var M hurtigst henne i sengen hos os. Det allerførste han gjorde var at tælle U’s tæer. En efter en rørte han ved dem, 1, 2, 3, … 10! Begejstret hoppede han op og krammede mig. Derefter fik U mange kys. Over det hele. L ventede stille på, at hun kunne komme til. Efter lidt tid bad vi M om at gøre plads. Og så fik U også kys og kram af hende. De skiftedes til at sidde med ham. Munden stod ikke stille på dem. De havde meget at fortælle om deres morgen og formiddag hos de venner, som havde passet dem. Og så havde de en million spørgsmål om fødslen og baby U. Vi snakkede og aede, smilede og kyssede. Oh hvilken lykke!

Hierarkiet af sygeplejersker var ikke til at blive klog på. Nogle måtte noget, andre måtte andet. Da en af sygeplejerskerne samlede U op fra sengen, rejste Janus sig fra sofaen. U skulle stikkes, og Janus ville gå med. Det var tydeligt, at sygeplejersken ikke syntes om det. Hun tøvede og i et kort øjeblik lignede hun en, der ville bede ham om at blive. Men det var Janus ligeglad med. Og hun måtte finde sig i, at min mand ikke overlader sit nyfødte barn alene til en fremmed! U blev stukket med en vaccine i hver skulder og fik nogle vitaminer i det ene lår. Vi havde selvfølgelig samtykket til alle disse nåle. Hernede kommer folk fra lande i hele verden og der er højere risiko for at samle noget skidt op. Og det er ikke det eneste vi har samtykket til eller skrevet under på. Faktisk er min højre hånd næsten lige så øm som mit underliv. I et af leddene af registrering og formler, papirer og betaling opdagede Janus, at der var sat kryds i boksen ”single” ud for mit navn. Det er for det første ikke rigtigt. Og for det andet en ret fatal fejl i et muslimsk land, hvor børn uden for ægteskabet er ulovligt. Og koster fængselsstraf. Janus hev fat i en af sygeplejerskerne, pegede på krydset og sagde: ”Do to the nature of the reason why we are here I think this might pose a problem.” Det blev ændret med det samme i computersystemet.

Sent på eftermiddagen kørte Janus hjem med de to store for at give dem aftensmad og putte dem. Min veninde, S, kom over og var hos dem, imens han kørte ind og hentede U og jeg senere på aftenen. Dr. Dragana havde givet grønt lys for, at jeg kunne tage hjem samme dag. Normalt anbefaler hun minimum en overnatning på hospitalet, men jeg ville rigtig gerne hjem, og det var heldigvis ok.

Nu er klokken 20.56 og efter fem timers aften-uro – som jeg kalder den ballade lille U eksekverer sidst på dagen – er der nu endelig ro i vuggen. Jeg taster videre samtidig med, at jeg i ny og næ kaster et blik hen på den. Hvis der er bevægelse, skal den måske lige have et lille vip.

U-barnet har nu været i vores liv små seks uger. Vi er så småt ved at vænne os til en mere uforudsigelig og kaotisk dagligdag, hvor yngste familiemedlems behov kommer før alle vores andres. Og det går nogenlunde. Jeg har virkelig skulle tage mig selv i at prioritere anderledes. Og L og M har virkelig skulle acceptere, at jeg har mindre tid til dem. Vi er heldigvis to voksne sammen om det her projekt, og min bedre halvdel har virkelig smurt ærmerne op og været der. Hver gang! Både for mig, de store og den lille bitte. ”Skud ud til ham!”, som Esben Bjerre ville sige. Jeg nøjedes bare med at skrive det her. Møs over and out.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s