Spartans!

Lige siden Janus og jeg foldede os ud som ørkenens krigere har vi længtes efter at give L og M en lignende oplevelse. Spartan Race i Mleiha i naboemiratet Sharjah gav os muligheden. Snu som vi var, havde vi timet et besøg fra det kolde nord med forhindringsløbet. Min lillebror, M og hans kæreste udgjorde de ekstra par hænder, som der helt nødvendigt var brug for, når tre ud af fem familiemedlemmer skulle løbe på forskellige tidspunkter og femte familiemedlem krævede konstant mandsopdækning.

Aftenen før ved puttetid erklærede begge unger, at de ihvertfald ikke gad løbe forhindringsløb den efterfølgende dag. ”Det var ærgerligt, I er allerede tilmeldt”, lød Janus’ svar. Næste dag blev den bombastiske udmelding gjort til skamme. L og M var SÅ klar! Tidligt op, hurtigt i tøjet og havregryn i maven. Gribe de i forvejen pakkede tasker med tørt tøj, proteintung proviant, skærmende solcreme og en milliard andre ting. Janus, min lillebror og L kørte først. L skulle løbe allerede kl. 10.30, så de måtte tidligt af sted. M, min lillebrors kæreste og jeg kørte en halv time senere, det passede med at U skulle sove lur. GPS’en viste os nordpå. Vi har før været i den flotte røde Mleiha ørken. Der ligger et spændende arkæologisk center, og vi har tidligere udforsket ældgamle huler og udgravninger i klipperne. Naturen er gudesmuk deroppe! Fantastisk sted at løbe forhindringsløb. På et tidspunkt svigtede google maps os, og vi kom ikke rigtigt af motorvejen. Det resulterede i en u-vending et par kilometer længere fremme, en detour blandt kameler og vogter og Volvoen sådan lidt off-road-agtigt på sort grus, før vi igen ramte motorvej og rette kurs. Puh ha, jeg nåede lige at få klamme håndflader. Men det gik! Fra parkeringspladsen til området, hvor løbet fandt sted, skulle vi med en shuttlebus. Vi var selvfølgelig ikke de eneste. Bussen var fyldt til bristepunktet med arabiske mænd i løbetøj. U satte i et kæmpeskrig idet dørene lukkede bag os. Jeg trøstede det bedste jeg kunne. Han blev ved, og det var uudholdeligt. Frem med brystvorten og endelig ro. Jeg skyndte mig at dække den til, og de arabiske mænd var søde til at kigge væk. Lige så almindeligt og fuldstændigt naturligt det er at amme offentligt i Danmark, lige så nervøs kan jeg blive for, hvor meget jeg kan tillade mig hernede i Mellemøsten. Men indtil videre er jeg – så vidt jeg ved – ikke gået over nogens grænser. Sidste distance før målet var et stykke med kuperet sand og sten. Jeg bandede barnevognen langt væk, men min lillebrors kæreste kom mig i forkøbet og begyndte resolut at trække den efter sig. Jeg kiggede imponeret efter hende, hankede op i tasker og mellemste barn, og vi nåede frem i tide til at se L varme op og starte sit løb.

Min bror tog imod os, for Janus havde allerede sand mellem tænderne.

barbed+wire-1004

L – med pandebånd og hestehale – målrettet og fokuseret havde ikke tid til at gengælde mit ”hej” og vinken. Hun tog et par mavebøjninger i det røde sand for derefter at springe op igen som en fjeder – klar! Fyren – der skulle sætte gruppen af børn i gang – begyndte at tælle ned fra ti. Da hans ”go” lød, stormede en snesefuld (det tror jeg faktisk ikke er et ord! Men det lyder godt) unger af sted. Hujende forældre med deres telefon i hånden forsøgte at få en video af netop deres lille pode. Børnene sansede dem ikke – de løb! Vi blev tilbage ved start-området, og så L forsvinde i et sving ved en sandbakke.

L er i midten af billedet – lige bag drengen i rød, hvid og blå T-shirt.

IMG_8993

Efter at have sendt L af sted var M blevet utålmodig. ”Mor, jeg giver dem en overraskelse, jeg løber så hurtigt jeg kan!” betroede han mig. Demvar de andre børn, som han skulle løbe sammen med. Eller rettereimod. For M var selvfølgelig begejstret ved tanken om en medalje, men en pokal – uh ha – det var den han planlage at hive hjem. Og nu blev det M’s tur til at varme op. Jeg kiggede bekymret på en håndfuld 10-årige drenge i gruppen. Det måtte da være en fejl. Det burde være børn mellem fire og seks år, som skulle løbe de 800 meter. En anden mor havde åbenbart de samme tanker og italesatte dem overfor fyren, som stod for opvarmningen. Han henvendte sig kort til en kvindelig medarbejder og så blev der rokeret rundt, så de ældre drenge startede senere end de yngre. Ved start gav M sig selv fuldt ud og sprintede af sted. Han var glad. Både L og M skulle over og igennem forskellige forhindringer undervejs. Den sidste af dem – lige inden målstregen – var den værste. Se bare her. Ned i vandet og under muren. Uha!

IMG_9002

IMG_9009IMG_9017IMG_9006IMG_9022

L og M var så stolte og glade for både T-shirts og medaljer. Og Janus sluttede tilfreds blandt de 12% bedste ud af små 1000 deltagere uden yderligere forberedelse op til løbet. Vi havde en god dag, det er sikkert ikke sidste gang, at vi prøver det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s