Georgia

Og så var der Georgien. Et utroligt smukt land med hvidklædte Kaukasusbjerge og snoede floder, der skærer sig gennem grønne dale. Et land på grænsen mellem Europa og Asien med Sortehavet i vest og Aserbajdsjan i øst. Oldgamle klostre og kirker højt beliggende på hver en bjergside vidner om de knap fem millioner georgieres seriøse forhold til kristendommen. Kun små 30 år siden blev landet selvstændigt ved ophævelsen af Sovjetunionen. Og der er stadig autonome områder, som kræver uafhængighed samt russere, som opererer i mere eller mindre hemmelighed. Georgien har tydeligvis mere at byde på end det, vi rejste dertil for. Skiferie. Vi fik da også smagt lidt på andet end den hvide sne – både georgianske øl og specialiteten grillede auberginer med valnøddepaté.

Afrejsedagen forløb helt uden friktion. Vi var af sted med taxa, fly og så privatchauffør. Sidstnævnte kørte os ud af hovedstaden, Tbilisi og nordpå. Mod bjergene og den russiske grænse. Som vejene blev mindre og mere snoede passerede vi et par døde gadehunde, fåreflokke med deres vogter og en uendelig lang kø af stillestående lastbiler, som ventede på at kunne krydse grænsen til Rusland. Køreturen mindede mest af alt om et spil roulette med de arbitrært overhalende biler i både egen og modkørende bane. Mon det ekstra sæt forlygter på vejen forude der når ind foran det andet par, inden vi skal passere? Efter to timer kunne vi ånde lettede op. Målet var nået, Gudauri Skiresort, og vi var alle i god behold.

Vejret. Det artede sig på bedste vis. Et par dage før vi ankom havde det sneet det. Perfekt timing! Nyt blødt pulver lå og blinkede til os i solen, som skinnede venligt fra en skyfri blå himmel. Kun på vores sidste dag med board og planker under fødderne havde den forskanset sig bag et skydække. Solen. Jeg havde glemt, hvor stor en forskel det gør for sigtbarheden, og det mindede mig om, at jeg egentligt burde investere i et par nye skibriller. Det bliver til næste år. Det var også på sidste dagen, at blæsten viste tænder – L kaldte det for en snestorm – men det blev ikke til andet end en god rygvind.

DCIM/100MEDIA/DJI_0022.JPG
DCIM/100MEDIA/DJI_0022.JPG

IMG_9253IMG_9237

IMG_9259IMG_9261

Og der var børnene. Fem i alt – fire på ski. De tre ældste trak ivrigt i det forede tøj og smækkede med spænderne på skistøvlerne om morgenen. De nød sneen og kulden. Med røde kinder og dyb koncentration fulgte de deres instruktørers anvisninger og korrektioner i et par timer hver formiddag. Deres opmærksomhed var rettet mod de to brædder under fødderne, når de susede ned ad den grønne pist. Og de gjorde det godt. Fjerde og yngste potentielle skiløber var mere skeptisk end begejstret og fik desværre ikke så meget ud af skilektionerne. Heldigvis synes vi også at skiferie handler om at bygge snemand, kaste med snebolde og suse ned ad bakken på en kælk.

Og der var de unge dygtige skilærere, som instruerede vores børn. På bedste pædagogiske vis legede de teknik og know-how om skiløb ind i dem. Motiverende og tålmodige stod de gang efter gang ned ad den grønne begynderbakke eller i snowparken ved siden af vores afkom. Solskoldede næser, dreadlocks og nyeste mode inden for skitøj. Unge frie mennesker med energisk energi og humoristisk humor. Vi var fans.

Og der var vores venner. Det belgisk/svenske par med deres to søde børn. Som vi for tre år siden mødte på børnenes daværende skole, men som vi bedst kender fra vores månedlige voksen-aktivitet game night. Sene aftener med diverse brætspil, snold og alkohol. Anyway seks stive dage med intenst samvær er ikke selvsagt udholdeligt, når det kommer til Billesbølle/Strøm-Tejsen femkløveret. Men vores venner holdt stand. Mere end det faktisk. Både børn og voksne havde det utroligt dejligt sammen på hele turen.

Sidst – men ikke mindst – var der den irske restaurants cockerspanieler, Tommy. En glad hund, som løb frit omkring. Overalt. Hver morgen hoppede den ind i kabinen til børn og instruktører og hylede højt og hundeagtigt hele turen op ad bjerget. Utålmodig. Fremme ved endestationen sprang den ud som den første. Med sneklumper i de lange brune ører og sitrende hale jagtede den uskyldige skiløbere ned ad pisterne dagen lang. Der var fart på den søde hund, den har en særlig plads iblandt vores gode minder fra en skøn skitur!

IMG_9231

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s