Lada-ræs

Anden dag i Aserbajdsjan stod den på en dagstur ud af byen og ned langs kysten til distriktet Gobustan, som både byder på huleudskæringer og muddervulkaner.
Vi havde booket guide og chauffør hos selskabet BagBaku hjemmefra. Vores guide, Jale (navnet udtales som det engelske ord for fængsel, hvilket til at begynde med var mærkeligt at kalde hende, men som dagen skred frem, vænnede vi os til det) var alletiders. Hun havde stor viden om helleristningerne og de stenaldermennesker, som har hugget dem engang. Og så var hun meget hjælpsom, når det gjaldt unger, tasker, vandflasker, kamera og alt det andet, vi havde slæbt med. Der var hele tiden lige et eller andet, der skulle holdes, og selvom vi normalt klarer det – Janus og jeg – så var det en stor hjælp med et tredje sæt hænder. Vi kørte i en lækker Mercedes Vito med aircon, gardiner og passagersæderne vendt mod hinanden. Limousine vibes, siger jeg bare. Som der blev længere og længere mellem husene, blev landskabet mere og mere goldt i beige farver. Ørkenagtigt – men uden sandbakkerne. Helt fladt der hvor der ikke var klipper eller nok nærmere små bjerge. Både på land og til havs var der aktiviteter, som vidnede om Aserbajdsjans store olie- og gasreserver. Oliepumper stod med få meters afstand og arbejdede i jorden og enorme boreplatforme anedes side om side ude på havet (søen, Det Kaspiske Hav er jo faktisk en sø. En saltvandssø.) Efter en lille time ankom vi til Gobustan Rock Art Cultural Landscape, som både bød på vandring af små stier i naturen og et spændende museum.

IMG_9677IMG_9693

I 1966 blev området erklæret for et historisk landmærke i Asarbadsjan (senere på UNESCO’s verdensarvsliste), som et forsøg på at bevare de mere end 6000 helleristninger, der findes på klipperne. Udskæringerne er mellem 5000 og 40.000 år gamle og vidner om stor menneskelig aktivitet med beboelser, jagt og grave i den sidste del af stenalderen og helt frem til middelalderen.

IMG_9665IMG_9666

Vi var alle meget begejstrede for besøget. Det var surrealistisk, at forstille sig at mennesker for 40.000 år siden havde levet der. Og tegningerne. De var fantastiske! De her naturlige huller brugte indbyggerne til at samle drikkevand, når det regnede og til at spejle sig i.

IMG_9689

Og den her klippe brugte jægerne som en fælde, når de ville nedlægge okser. De skræmte dyrene op på klippen og udover. Når dyrene faldt ned blev de såret, og så var de nemmere at slå ihjel.

IMG_9685

“Er han udstoppet?” Spurgte M. Han hentydede til en voksfigur af en hulemand på museet. Jeg undertrykkede min trang til at smile, og fortalte ham, at det var en dukke. Så pegede jeg på nogle gamle knogler i en glasmontre. ”Det er et ægte gammelt skelet”, hviskede jeg og M gøs. Jale havde tidligere oplyst os om, at de fleste turister brugte ti minutter på museet. Jeg behøver nok ikke at skrive, at vi brugte over en time.

I bilen videre til muddervulkanerne var U blevet træt. Ja, egentlig nok lidt overtræt, for han kunne ikke selv finde ro. Jeg hev ham op af autosædet for at trøste. Janus kiggede over på os. Han havde det stramt over, at hverken U eller jeg sad fastspændt. Jeg delte Janus’ synspunkt og forsøgte at tage min sele på, imens U lå ved brystet. Det lykkedes ikke. Til gengæld forstyrrede jeg U, og idet jeg tog ham op på skulderen for at kunne komme til med selen standsede Mercedesen. Jale annoncerede, at vi skulle skifte til en såkaldt service car. De sidste par kilometer ud til området med muddervulkanerne er en grusvej på den grusede og ikke så vejede måde. Lad os betegne strækningen offroad, det er klart mere rammende. Da jeg hørte ordet service car tænkte jeg på en jeep eller lignende større køretøj med firehjulstræk. Af hensyn til vores komfort og sikkerhed. Men nej. Det viste sig, at vi skulle med en ældgammel beskidt Lada fra 80’erne. En Olsen-Banden-i-Rusland-bil. Uden sikkerhedsseler. Ja, i det hele taget uden sikkerhed. Af hensyn til Mercedesen!?! “Bare rolig han kører kun 10 km i timen”, råbte Janus til mig fra passagersædet. Råbte fordi larmen fra bilen var øredøvende høj. 10 km fordi speedometeret var gået i stykker. Jeg sad bag chaufføren med U i armene og lænede hovedet tilbage for at slippe det karakteristiske Billesbølle-grin fri. Højt og længe. Vi kørte absurd stærkt på et absurd dårligt underlag med både buler og huller, løsdele og sving. Min reaktion skyldtes lige dele kilden i maven og dødsangst. Og så blev det vildere. Vi mødte modkørende Lada’er og sørme, om vi ikke også på et tidspunkt ræsede om kap med en medkørende. Jale forholdte sig cool, omend jeg noterede mig, at hun havde et  fast tag i bildøren. Jeg lod hendes ro smitte mig og mine tanker flyve et andet sted hen. U faldt i søvn til de voldsomme ryk, som bilen gjorde, og så var vi endelig fremme.

IMG_9734

Muddervulkanerne er finkornet mineralsk materiale blandet med vand som presses op af gasser og strømmer ud på jordoverfladen. Aserbajdsjan har halvdelen af de muddervulkaner, som findes i hele verden.

IMG_9707

Området er ikke administreret af nogen. Det betyder, at hvem som helst kan komme når som helst. Chaufførerne bag rattet i lada’erne er lokale mænd, der blot vil tjene nogle penge. De kører helt tæt på muddervulkanerne og parkerer inde imellem dem. Da jeg løftede blikket fra et af hullerne med den boblende grå masse, så jeg, turister vælte op og ned af de stejle sider på de kegleformede vulkaner. Uden tanke for, hvilket aftryk de sætter eller hvilken fremtidig virkning det har. Mon ikke en eller anden offentlig instans snart skulle tage området under sin beskyttelse, så vores børnebørn også kan besøge stedet og se mudderboblerne springe? Af hensyn til naturen.

IMG_9720IMG_9731

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s