Nedsmeltning

Enhver by beliggende i et kuperet område og med respekt for sig selv har en kabelbane. To toge der trækkes af tykke ledninger efter princippet om kontravægte. Ligesom elevatorer. Baku er selvfølgelig sådan en by. Og vi var selvfølgelig sådanne turister, som tog kabelbanen op ad byens vestlige bakke for at nyde udsigten. Selve kabelbanen var ikke noget særligt. Kort. Men udsigten – hold da op! Lang. Bred. Betagende. Hovedstaden ved Det Kaspiske Hav. Den blev vi ikke lige færdig med. Og så var det godt at U skulle spise et af sine mange mellemmåltider, og at L og M fandt et par grankogler, som kunne bruges til … ja, alt. Således gik der et par timer med balsam for øjnene og væren uden noget egentligt specifikt at tage sig til. Pludselig var det ved at være frokosttid og maver begyndte at rumle.

IMG_9748IMG_9777IMG_9782IMG_9783IMG_9786

Enhver der kender mig rigtig godt ved at lavt blodsukker er kritisk for mig. Springer jeg et mellemmåltid over eller går der for lang tid inden et hovedmåltid, så går det galt. Som hjorten på vejen i lyskeglen foran bilen fryser jeg. Min hjerne sætter ud, og jeg har svært ved at tage beslutninger. Det er en super upraktisk reaktion på noget, som egentligt kan løses simpelt. Find føde. Indtag det. Både L og M lider af samme udfordring. Tre sultne Billesbøller er ikke kost for sarte sjæle (ha ha fik I den?). Janus kender det – heldigvis – og ved godt, at han skal tage over. Beslutte og handle. Med ét mål i sigte. Mad. Men lige den her formiddag på toppen af Baku opdagede han det for sent. Ved foden af kabelbanen lå et hotel med en asiatisk restaurant. Janus foreslog, at vi gik derind, men jeg afslog. Jeg syntes, at vi skulle finde en hyggelig restaurant i stedet for en på et hotel. Dumt. Ingen af os vidste, hvor det ellers var muligt at få mad i nærheden, så vi gik i retning af tæppemuseet og et mini-Venedig. Turister må være lig mad var vores logik. De små halvtreds meter derhen besværliggjordes af en stor trafikeret vej og mini-kanalen. Ad små stier, på trapper over vandet, op og ned og rundt gik vi. U i min favn og babyjoggeren i Janus’ favn. Sved på panden. Kramper i maven. Ved museet var der kun en lille kiosk på hjul med drikkevarer og is. Det gik jo ikke. De to restauranter der lå ved mini-Venediget så meget lidt indbydende ud. Plastikmøbler, ingen gæster og billeder af maden i menukortet. Da Janus slog spisestederne op på tripadvisor havde de dårlige anmeldelser. Nej tak. Det gad vi simpelthen ikke. Så måtte vi konsultere googlemap og søge på restauranter i nærheden. Som foreslog den asiatiske restaurant på hotellet! Med gode anmeldelser. Tilbagetog! Irriterede, gnavne, ja, faktisk sure – på hinanden og på os selv – satte vi kurs mod hotellet. Da lobbyens aircondition ramte mit ansigt forsvandt det sure, det gnavne og min irritation. Hurtigt serverede tjeneren en lækker Pad Thai-ret, og jeg blev som født på ny. Sulten stilledes og vi overlevede heldigvis også denne gang.

Tilbage i 1967 blev ministerrådet for det aserbajdsjanske SSR opmærksomme på betydningen af kunsten tæppevævning for det lokale folk og resten af verdenen. Latif Karimov – en videnskabsmand og tæppevæver – tog initiativ til at samle og udstille unikke tæpper fra forskellige regioner i Aserbajdsjan. Samlingen kendes i dag som Azerbaijan Carpet Museum.

IMG_9810

I 2010 optog UNESCO den aserbajdsjanske vævekunst på listen over verdens kulturarv og udover at udstille arbejder museet også med at uddanne og udbrede viden. Vi ville ikke gå glip af muligheden for at nærstudere så anderledes en kunstart. Udstillingen fordelte sig på tre etager og på 1. sal startede vi vandringen fra tæppe til tæppe. Vi granskede farver og mønstre. Materialer og formål. Det var med blandede følelser. Tæpperne var utroligt smukke. Håndvævede og helt særlige. Men med tre børn var det svært at fordybe sig. Mellemste skulle på toilettet. Yngste skulle spise. Ældste kedede sig. Og det var okay. Selvom jeg godt kunne se, at det var vigtigt og stort, det vi gik og så på, så var det altså ikke meget mere ophidsende end at slikke frimærker. Så vi opfyldte diverse basale behov og speedede tempoet væsentligt op i resten af udstillingen for at ende i souvenirshoppen. Det skulle vise sig, at blive en dyr fornøjelse. Pludselig befandt Janus og jeg os imellem de lækre tæpper i selskab med en ivrig ekspedient. Hun charmerede U, imens Janus og jeg lod os imponere af mesterværkerne. Det gik hurtigt op for os, at vi blev nødt til at have et tæppe med hjem. Men priserne var de samme, som i en Channel forretning, og det faktum komplicerede det forestående impulskøb. Vi tvang os selv til at trække vejret dybt og stoppe op. For hvad var ægte? Tæppe? Pris? Janus indtog en bænk og gik i gang med at google. Jeg så til imens U efterhånden underholdte alle ekspedienter samt et par museumsgæster. L og M begyndte på typiske jeg-er-rastløs-lege og løb efter hinanden ned mod toiletterne. U nåede at skifte favn en håndfuld gange og jeg bestak de to store med deres eget lille souvenir-køb for at stoppe fangelegen uden konflikter. Janus og jeg stak hovederne sammen. Konfererede. Den var go’ nok, forsikrede Janus. Hvis det var ægte vi ville gå efter, så var vi det rigtige sted. Og det var det. Jeg henvendte mig til ekspedienten og udpegede det flotteste tæppe for hende. Så nævnte jeg en anden pris end den, der stod på den lille seddel. Hun skulle spørge sin chef. Efter et hurtigt telefonopkald kom hun tilbage og gav mig en ny pris, men stadig forskellig fra den lille seddel. Tilfreds nikkede jeg. Betingelsen blev at vi betalte kontant. Vist nok noget med nogle skatter til staten, som museet så så igennem fingre med. Imens Janus gik af sted for at tømme et par hæveautomater udfyldte ekspedienten et papir, som gav os tilladelse til at føre tæppet ud af landet. Med et par magnet-mini-tæpper i hånden slog L og M ventetiden ihjel. U sov i bæreselen. Endelig kom Janus tilbage – tre automater havde han været forbi – og så stod vi der med vores aserbajdsjanske håndvævede ægte tæppe sammenrullet i en plasticpose og strålede. Souvenir for livet – siger jeg bare!

IMG_9811

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s