Club La Santa

De første to uger af vores sommerferie tilbragte vi på Lanzarote – nærmere bestemt sportsresortet Club La Santa. Tilbage i slutningen af halvfjerdserne købte Tjæreborg Rejsers Ejlif Krogager ferielejlighederne beliggende på den nordvestlige del af Lanzarote af den spanske sparekasse La Caja. Krogager døbte dengang resortet La Santa Sport og forudsagde, at det ville blive en guldgrube. Der skulle dog gå mange år før, at resortet faktisk gav overskud i banken. Ved videresalget af Tjæreborg Rejser til Spies Rejser besluttede Krogager-familien at beholde sportsresortet, og det gjorde de klogt i. Halvfemserne var årtiet, hvor det gik op for danskerne at liggestol og svømmepøl sagtens kunne kombineres med en tennisketcher eller en racercykel. I 2014 udvidede resortet – omdøbt til Club La Santa – med både flere faciliteter og de såkaldte suiter og kapaciteten steg fra 1200 til 1600 gæster. Danskere, englændere og tyskere kommer her år efter år, og jeg forstår godt hvorfor. Her er utroligt smukt med udsigt til Atlanterhavet og vulkaner i baggrunden, og her er varmt og solrigt. Janus og hans familie er nogle af de mange loyale gæster der returnerer. Han har tilbragt de fleste af sine sommerferier i 90’erne på øen. Det er årsagen til, at mange sætninger sagt de fjorten dage vi havde der, startede sådan: ”Dengang jeg som barn kom her på sommerferie …” Memory lane, siger jeg bare! Jeg er også returnerende gæst – omend ikke i samme grad som Janus – men han har vist mig stedet både i 2006 og 2010.

IMG_9344

På Club La Santa er mulighederne uudtømmelige, når det gælder sportsaktiviteter. Her er alt hvad den utrænede, motionisten og eliteudøveren begærer. Man kan være med på alle niveauer i alt lige fra fitness, vægttræning, boldspil, ketcher- og vandsport til landevejscykling og mountainbike. Der er også tænkt på børnene med introduktion til forskellige sportsgrene, lege, konkurrencer og pasningstilbud. Vi var af sted med Janus’ søster, mand og børn og Janus’ morbror, kone og børn. Med hver vores lille lejlighed beliggende tæt nød de små friheden til selv at kunne løbe hen til hinanden og lege. Vi arrangerede os på skift og på kryds og tværs med hverandre og de forskellige aktiviteter. En virkelig herlig måde at kombinere ferie, sport og familiekomsammen på.

IMG_9350

Og fænomenet ferievar virkelig tiltrængt for undertegnede. I ugerne op til mærkede jeg travlhed i en sådan grad, at det ikke skulle ignoreres. Små atypiske hændelser advarede. Et tabt Emirates ID i et supermarked, et nærgående træ på volvo’ens popo og to takseringer af mit hurtige auto-jeg. I lufthavnen toppede jeg de negative begivenheder med et klassisk travl-mor-til-tre-stunt. Forglemmelses-stuntet. Og vi snakker ikke om en drikkedunk eller et stykke legetøj, næ nej, vi snakker min telefon. Efter check-in i kinesisk selskab, bælteløse bukser i security og smil i paslugen pustede vi ud i stolene i bordingområdet. Jeg spredte børn og tasker ud over fire stole og begyndte at made den yngste. Kort tid efter meddelte en mandlig Emirates-medarbejder følgende: gate is closing. Jeg kiggede bekymret op fra boksen med havregrød. Var klokken så mange?Kunne det virkelig passe? Allerede nu? I det samme kom Janus retur fra sit indkøb af vand, og hans nik med hovedet i min retning fortalte mig, at manden bag skranken havde ret. Hastig samlen sammen af børn og håndbagage og rask gang mod jetbroen og fly. I flyet fandt vi vores pladser, og idet jeg spændte bæltet, kom jeg til at tænke på, at jeg lige ville slå flytilstand til på min mobil. Og dernæst – til min store forskrækkelse – gik det op for mig, at jeg ikke havde min telefon! Min sorte skuldertaske med pung, telefon og andre småting, der er rart at have lige ved hånden, havde jeg glemt! Jeg rev bæltet af igen og forcerede mellemgangen i tre lange skridt for at få fat i en stewardesse. Den nærmeste af slagsen rystede blot på hovedet. Det var for sent at løbe tilbage af jetbroen til bordingområdet, hvor jeg havde glemt tasken. Jetbroen var netop trukket fra flyveren. Åh nej! Skuffet satte jeg mig tilbage på sædet for at konferere med Janus om situationen. Hvad nu? En anden stewardesse – hende i chefuniformen – kom ned til os og bekræftede, at det var for sent at få tasken, men fortalte samtidig at Emirates personalet havde lokaliseret den i lufthavnen, og at den derfor var i de rigtige hænder. En god nyhed trods alt. Jeg tog en dyb indånding og besluttede mig for, at jeg sagtens kunne klare mig uden mine vigtigste ejendele et par uger. Faktisk var det måske ikke så dårligt at være offline på ferien. Var det et vink med en vognstang fra ham dér deroppe?

U trængte til sin formiddagslur, og den plejer jeg at give ham i bæreselen, når vi flyver. Bæreselen! Den havde vi heller ikke fået med ombord på flyet. Forfra med panikfølelsen og denne gang bredte den sig for alvor i min krop. Skidt pyt med telefon, kreditkort, papirlommetørklæder og håndsprit, jeg manglede bæreselen! Enhver der har små børn ved, at det vigtigste i livet med dem er søvn. Først de smås søvn. Den rigtige mængde på de rigtige tidspunkter. Derefter ens egen. Eller manglen på samme. Og i bæreselen falder U nemt til ro og sover godt, når vi flyver. Sådan har det været hver gang. Nu manglede vi den og et par tårer var tæt på at få frit løb. Men jeg tog mig sammen. Jeg skiftede handlingslammet ud med løsningsorienteret. Og det gik faktisk fint. Vi erfarede at U også kan sove lur i flyet uden at sidde i bæreselen. Og erfaringer – dem skal man samle på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s