O’ mand!

Altså Oman har stået på vores liste over rejsemål, som vi gerne vil besøge i laaang tid. Nu kan vi endelig sætte flueben ud for det. Landet har sin østlige grænse op til UAE og ligger derfor så tæt på, at vi i børnenes efterårsferie besluttede at køre dertil. Roadtrip til Oman! Vi tastede hovedstaden Muscat, oasen Nizwa og bjergkæden Jabal Akhdar ind på google maps. Turen til Muscat ville tage næsten fem timer, så vi besluttede at dele den op i to bidder og overnatte i den mindre kystby Sohar.

Søndag morgen stod vi op til tasker, der var pakket og madpakker, der var smurt. Vi skulle kun skovle havregryn indenbords og hoppe i tøjet. Således kunne Volvo’en rulle ud af garagen allerede 8.30 med Isam B på anlægget og forventningsfulde passagerer i sæderne.

Ved grænsen blev vi mindet om, hvor fuldstændig nemt det er, når vi i Scandinavian stort set ingen grænsekontrol har. For hold da op, det er omstændigt med check point efter check point, små sedler der skal stemples her og afleveres der, og pas der skal vises, og en vigtig orange seddel, som omhandler forsikring af bilen osv. Nogle steder kunne vi nøjes med at rulle vinduet ned, andre steder skulle vi alle mand ud af bilen og ind på et kontor. Med store øjne betragtede L og M det høje pigtrådshegn, og de uniformerede politimænd med maskinpistoler i remme over skulderen. ”Er vi i Oman, nu?”, lød det et par gange fra bagsædet, og jeg kunne først med sikkerhed svare ”ja”, da GPS’en viste, at vi krydsede en tyk grå streg. Med alle de kontrolposter vi havde været igennem, var jeg blevet i tvivl. Godt vi kunne få hjælp af den moderne teknologi.

Hjemmefra havde vi kigget på kort over Oman, og med både Sohar og Muscat beliggende ud til kysten drømte vi om at cruise med smuk havudsigt det meste af turen sydpå. Så da Janus skimtede Det Arabiske Hav svingede han bilen i samme retning. Men det huede ikke GPS’en! Vejen tæt på kysten ligger parallelt med den større vej, som vi netop havde forladt, og her ville navigationssystemet for alt i verden tilbage. Det foreslog et skarpt højresving, en U-vending, en forlad-rundkørslen-ad-første-vej-løsning osv. Vi ignorerede. Det føltes som et teenageoprør, og vi nød det. Vi havde ikke den havudsigt, som vi havde forestillet os, men til gengæld var vi kommet i lokalt selskab. Villaer i traditionel arabisk byggestil – indadvendt, kantet, fladt og holdt i enkle beige nuancer – stod helt ud til vejkanten. Små moskeer med kupelen dekoreret i blå, lilla eller grønne mønstre på næsten hvert et hjørne og omanere på vej til og fra almindelige hverdagsgøremål. Hvis bloggen havde et lydspor, så forestil jer et vræl fra U i netop dette øjeblik. Det lokale idylliske eventyr blev nådesløst afbrudt af yngste arving, der ikke gad sidde i sit autosæde mere. Jeg forsøgte med legetøj og fagtesange. Han lod sig ikke aflede. Fortsatte blot brokkeriet med volumeknappen på sit højeste. Mine stresshormoner aktiveredes og jeg ledte febrilsk i bunden af bilen efter et eller andet, som kunne stoppe U’s skrigeri. Samtidig var vejen blevet ringere. Smallere, hullet og med autonome speedbump. Janus sænkede farten. Med en lille time til Sohar, så det ikke særlig lyst ud. ”Vi er nødt til at køre ud på den store vej igen”, vrissede jeg. Janus indvilligede modstræbende, og det viste sig også senere at køretiden ikke blev forkortet af den beslutning. For trods det at vi endelig gav os hen til GPS’ens anvisninger, så havde den ikke de nyeste oplysninger om vejnettet. Med to højresving kom vi let ud på den store vej og skulle så U-vende, hvilket gang på gang simpelthen ikke var muligt. Vejspærringer med store betonblokke understregede dette. Vi endte med at måtte køre et godt stykke tilbage nordpå, før en simpel grusvej gennem en tunnel endelig opfyldte vores ønske om at vende bilen de 360 grader og køre ad den store vej sydpå. Halleluja! I mellemtiden var jeg lykkedes med at stoppe U’s råberi. Eller L var. For hun havde nemlig pakket sin slinky (I ved, sådan en trappespiral), og den var U dybt fascineret af i lang tid. Genialt, L!

På Radison blev Janus lidt betænksom, da han ved frokostbuffeten opdagede, at han var eneste mandlig gæst i restauranten. De andre kvinder – allesammen arabere – sad i små grupper rundt omkring. I forskellige aldre, nogle med børn, andre uden. Var det ikke tilladt for mænd at spise i restauranten i dette tidsrum? Eller var de henvist til et andet lokale? Men ingen af kvinderne lod til at tage notits af Janus, og tjenerne kommenterede heller ikke situationen. Så med et par timer fra at det sidste pølsehorn blev fisket op af køletasken, gik vi alle grådige ombord i buffeten.

Eftermiddagen gik med leg i pool og på stranden. Sidstnævnte leverede dyr så forskellige som eremitkrebs og tyre. Begge dele lige spændende. Eremitkrebsene lystigt dansende henover havbunden i det lave vand. Tyrene modvilligt skridtende langs stranden accompagneret af unge mænd.

IMG_9857IMG_9876IMG_9884IMG_9896

Med vådt hår og sand i ørerne føltes det vildt luksusagtigt blot at bestille roomservice og indtage aftensmaden ved et lille rundt bord siddende på sengekanten. De store metallåg på rullebordet sørgede for at retter fra både det italienske og franske gourmetkøkken holdtes varme. Pasta og pommes. Sulten stilles sjældent bedre end med kulhydrater, men det krævede selvfølgelig noget smørelse. Imens tjeneren løftede lågene forklarede han venligt, at der ikke var gluten i majonæsen, og at vores datter derfor godt kunne tåle den. Janus og jeg kiggede på hinanden. Ak ja. Vi kunne ikke lade være med at smile. Han havde i det mindste forsøgt. Det skulle han da ha’.

IMG_9891

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s