Treeren om Oman

Tre fjerdedele af omanerne er ibadimuslimer – en retning inden for islam ligesom sunni- og shimuslimer. Ibadisme er beskrevet som moderat og tolerant over for andre opfattelser og religioner. Sultan Qaboos markerede sit 30 års-jubilæum som regent af Oman ved at skænke omanerne Grand Mosque. En smuk bygning og et storslået eksempel på moderne islamisk arkitektur.

IMG_0083

Den primære bedehal er ubeskrivelig flot. På gulvet ligger et håndvævet persisk tæppe. Det er det andet største i verden af sin slags. Det måler 60 meter gange 70 meter, og det tog 600 kvinder fire år at væve. Moskeen kan rumme op til 20.000 muslimer, og mange omanere kommer her. Især ved fredagsbønnen er der stor aktivitet. Vi ville se moskeen inden, at vi skulle videre sydvest mod Hajar-bjergene. M var på toppen igen, men han havde desværre givet stafetten videre til L. Hun var ikke meget værd, så moske-kiggeriet blev lidt amputeret. Vi fik det vigtigste med, og det var okay.

IMG_0282IMG_0322IMG_0320

Nicherne er inspireret af traditionelt omansk kunsthåndværk såsom smykker, vævede eller broderede tekstiler.

IMG_0294

På Kargeen Restaurant kunne vi smage den omanske ret Shuwa til frokost. Lammekød marineres og pakkes ind i blade for at langtidsstege. Kødet serveredes på ris med tørret frugt og sovs til. Det var utroligt mørt og meget lækkert. Brødene kom direkte fra ovnen og humussen var blød og cremet. Et veltillavet måltid.

IMG_0088IMG_0087

Med fyldte maver satte vi kursen mod bjerget Jabal Al Akhdar og Anantara Resort på toppen. Kilometer før opstigningen advarede store skilte i siden af vejen om disciplinen bjergkørsel. Både køreren, kørslen og køretøjet blev fremhævet. En sammenfatning ville være frisk, forsigtig firhjulstrækker. Ved bjergets fod skulle vi igennem et politi checkpoint. Manden i uniformen kiggede mistroisk på vores Volvo. Han tog sig god tid og gik rundt om den et par gange. Volvoen er ikke en firhjulstrækker, men den kan køre tilsvarende. Han var ikke overbevidst. Vi blev vinket ind til siden og han hentede sin kollega – en ældre og mere erfaren politibetjent. Janus og jeg sad begge og holdt vejret. Ville vi blive nægtet adgang til bjerget? Hvad med vores to nætter på Anantara Resort? Var vejforholdene virkelig så dårlige? Ingen af os sagde noget, men vi tænkte det samme. Den erfarne betjent bad Janus vise ham styretøjet og sparkede lidt til dækkene. Han gav os heldigvis grønt lys til at fortsætte. Lettede takkede vi ham. Som vi kørte af sted, forventede vi hele tiden, at vejforholdene ville blive ringere end den asfalterede tosporede vej, som vi kørte på. Men det skete ikke. Tværtimod. Der var ramper, hvis bremserne svigtede, der var høje autoværn i beton, og der var god skiltning. Af hensyn til sikkerhed var det jo fint, at politiet var grundig, da de tjekkede vores bil, men vores nervøsitet var helt unødvendig.

På Anantara steg L’s feber. Vi slog den ned med panodil, men det hjalp kun kortvarigt, hun var virkelig dårlig. Hun lider af infektionsastma, og det bevirker, at hun har svært ved at trække vejret, når hun f.eks. bliver forkølet eller får influenza. Det var ærgerligt at være på så skønt et luksusresort, og så kunne L ikke være med til at nyde det. Men vi boede i egen villa med pool, så selvom hun var sengeliggende, så kunne vi andre få en dukkert, imens vi stadig var sammen med hende (hun lå i dobbeltsengen, og vi skubbede blot de store vinduer til siden, så kunne hun både se og høre os plaske rundt).

Hjemmefra havde vi forestillet os, at vi ville gå nogle ture på bjerget. Med L’s tilstand blev det blot Janus og M der gik. Med solen i nakken, støv i næsen og ualmindeligt smukt bjerglandskab i øjnene gik de et par timer ned til en lille bjerglandsby.

Efter to nætter på Anantara var det på tide at vende næsen hjemad. På vej tilbage til UAE gjorde vi holdt i en af Omans ældste byer, Nizwa. Engang var byen centrum for handel, uddannelse og kunst. Den er kendt for sine dadelpalme-plantager og hovedmoskeens tidligere status, som et sted hvor folk kom for at gennemføre islamiske studier.

Vi nåede desværre ikke at se Nizwas gedemarked – en efter sigende unik og anderledes oplevelse – og her kan både tillægges bogstavelig og overført betydning til ordet, tror jeg. I stedet var vi heldige at se de her mænd opføre traditionelle sange og danse inden for Nizwa Forts mure.

IMG_0348

Fortet – oprindeligt bygget i 1850’erne, men med et underliggende fundament, som kan dateres helt tilbage fra det tolvte århundrede – er en perle for forsvarsværksinteresserede. Faldelemme, fangerum og meget andet var virkelig sjovt at udforske. Vi kunne sikkert godt have brugt et par timer mere end vi gjorde, men maverne rumlede.

IMG_0378IMG_0366

Frokosten endte via tilfældigheder med at blive lokal omansk mad. Tun, lam og kamel. Safranris med nødder og tørrede frugter. Strimlet hvidkål med urter og Coca Colaer. Ved minibuffeten øste man blot selv sin mad op. De lokale smed skoene, delte sig op i mænd og kvinder og spiste med hænderne ved store fællesfade. Vi sad sammen ved et bord med plastikdug og plastikbestik. Men ellers følte vi os næsten som omanere!

IMG_0296

Sikke en tur vi havde! Oman – aboslut et skønt naboland, UAE har sig dér!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s