At jokke i tomaten

”Skal jeg ik’ have en af nakkepuderne?” Lige idet jeg havde stillet spørgsmålet, kunne jeg godt høre, at det var dumt. Jeg stod ved trappen op til Business Class og havde netop krammet farvel-vi-ses-om-16-timer til L og M. De skulle sidde sammen med Janus på vores oprindelige pladser på economy, imens U og jeg havde betalt for en opgradering med tidligere optjente flypoint. Janus havde begge vores nakkepuder i en strop på sin taske og på vej op ad trappen, så jeg dem dingle og kom til at stille det åndssvage spørgsmål. Janus løftede øjenbrynene, jeg kendte godt indholdet af hans svar og kom det i forvejen ved at rette mig selv: ”Nej, dem får I jo brug for”. Janus – der som den eneste af os tidligere har fløjet på Business Class – nøjedes blot med et rungende ”JA!”. Jeg skyndte mig videre, fortsatte opstigningen til hovedpuder af dun med hvidt, blødt bomuldsbetræk – luksus i luften. Det var vores svensk/belgiske vennepar, som udtrykkeligt havde opfordret os til at opgradere den ene af os sammen med U. De er erfarne i luften – både professionelt og privat – og har jævnaldrende børn, så de ved, hvad de taler om. U er med sine 14 måneder konstant i bevægelse og på Business Class er der mere plads at opholde sig på. Baren bagerst i afdelingen blev velbesøgt af U og jeg. Vi tømte den også. U spiste frugtspyd og jeg alt andet fast føde at få der. Når vi ikke slog tiden ihjel blandt de søde stewardesser og deres snacks i baren, så legede vi med de mange knapper vores sæde bød på. Fjernbetjening, tablet og den store skærm var også af stor interesse. U klarede flyveturen utroligt flot. Han skiftevis sov og var vågen. Han havde desværre ikke så langt et stræk over aftenen/natten, som jeg kunne ønske. Han var svær at få til at falde i søvn formentlig på grund af overtræthed. Men trods det, var han ikke umulig eller ked af det på noget tidspunkt. Vores medpassagerer var hovedsaligt spillere på et rugbyhold, de fleste af dem sov størstedelen af turen. Et ældre par lige bag os var søde med små kommentarer til og om U. De var tydeligvis lettede over, at han var så stille og medgørlig på turen.

IMG_0821

IMG_5489

Undervejs i luften udfyldte vi immigrationsskemaerne, som man jo gør inden ankomst til et nyt land. Vi klikkede af i boksen for frugt, grøntsager, kød og mælkeprodukter, da vi havde medbragt en del af dette til selve flyturen og ikke spist det op. Ved indrejse til New Zealand må man ikke medbringe noget, som kan true landets biodiversitet. Det gælder bl.a. forskellige madvarer, ting og tøj, som for nyligt har været i kontakt med naturen i hjemlandet. Ved ulovlig indførsel af ovenstående kan man – uanset årsag, herunder forglemmelse – få en bøde på 400 NZ-dollars. Ved tolden skulle vi præcist beskrive de madvarer, som vi havde medbragt. Udover flymadpakkerne, var der også kost i vores checkin-bagage. Jeg er nemlig stor fan af at medbringe nogle soyaprodukter til L og masser af snacks, når vi rejser. Denne her gang havde jeg også pakket forskellige krydderiblandinger til campingmaden. Vores rester fra flyet skulle vi deponere, og det var okay, for de lunkne boller og tørre gulerødder var alligevel ikke særligt lækre. Madvarerne i checkin-bagagen blev heldigvis godkendt. Vi fik scannet al vores bagage i sikkerhedskontrollen, men da vi forlod den stod der pludselig en toldbetjent med en beagle ved vores bagagevogn. Ivrigt hoppede hunden op ad vores stofnet, den kunne lugte boksen, hvor L’s spaghetti kødsovs havde været. Begge poser havde vi jo netop tømt for resterne af vores flymadpakker, så ingen alarmklokke ringede der. Betjenten gav sig alligevel til at rode i nettene og til vores store overraskelse trak hun en cherrytomat op! Shit, det var jo den, U tidligere havde tabt på gulvet, og som jeg derfor ikke havde puttet tilbage i posen til de andre grøntsager, men blot ladet ligge løs i nettet. Betjenten kaldte en af sine kollegaer hen. Hun tog tomaten og så strengt på os, imens hun spurgte, hvem af os, der ville tage ansvaret for den. Janus meldte sig og afleverede sit pas til hende. Vi blev trukket til side og bedt om at vente. Et ældre par stod ved den skranke, som vi ventede på at skulle til, og fik 400 dollars-bøden for en banan, som de har glemt at fortolde/smide ud. Åh gud. Hverken Janus eller jeg kunne rumme nogen som helst følelser eller spekulationer i forhold til tomatforseelsen. Så vi fokuserede i stedet på at gøre ventetiden mest mulig behagelig for børnene. Tyve minutter senere blev Janus kaldt til skranken af en tredje betjent og lykkeligvis fik han blot en streng formaning om at huske at kassere ALLE ulovlige madvarer og en folder om, hvad der vil ske, hvis man ikke gør det. Jeg kunne kramme betjenten hårdt, men styrede mig. Vigtig afslutning på tomatdramaet. Vi skubbede tasker og børn ud af lufthaven for at praje en taxa til Eden Terrace, hvor vi havde lejet en lejlighed.

Det var formiddag med ni timers tidsforskel og et massivt søvnunderskud for femkløveret. Så i lejligheden fik vi os en lur. En af de der slags lurer, hvor man falder i søvn, før hovedet rammer hovedpuden, og hvor man er mere smadret, når man vågner, end da man lagde sig til at sove. Søvnunderskuddet sendte jetlaget i ringhjørnet, og trods lur var tilstanden zombieagtig. Vi havde brug for frisk luft. Derfor gik vi i Western Park – virkelig en skøn gammel park med flotte specielle træer –  og brugte hele eftermiddagen på legepladsen.

IMG_0845 (1)

Take away fra den lille lokale Newtons Cafe & Noodle Bar udgjorde vores aftensmad og lyset slukkedes i lejligheden allerede ved otte-tiden.

IMG_0859(1)

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s