Pleje af søvnunderskud

Vores anden dag i Auckland – torsdag d. 19. dec. – skulle bruges i et roligt tempo. Det havde vi aftalt hjemmefra. Sen formiddag slentrede vi ned på Aotea Square, en plads ved Auckland Townhall – det gamle rådhus, nu kulturhus – og tiden sneglede sig af sted med kaffe og kiggen på forbipasserende.

IMG_0430

Et asiatisk par på en bænk ved siden af os tiltrak en stor flok duer og måger, som de fodrede med brødkrummer. De nøjedes ikke bare med at kaste maden ud til dem, de holdte det også i hånden, så fuglene satte sig i håndfladerne og sørme om de ikke også kastede brødstykkerne op i luften, så mågerne kunne gribe dem. Det var ret underholdende, og da de snød fuglene ved at lade som om, at de kastede brødet op i vejret, grinede jeg højt.

Janus tog nogle billeder af U og jeg dér på bænken. Bag ham skimtede jeg en måge betydeligt større end de andre i due/mågeflokken. Den tilhørte helt tydeligt en anden art. Den havde retning lige mod hans ryg og forsvandt ud af mit synsfelt. Jeg advarede Janus, som sad på hug og skød løs med kameraet. Da han rejste sig, havde mågen skiftet retning og stod nu midt inde i dueflokken. Pludselig hakkede den til en af duerne, så den lå helt stille på jorden. Derefter lidt ynkelig basken med den ene vinge. Hensynsløs tog mågen duen i sit næb og fløj lavt hen over pladsen og væk fra flokken. Den hakkede videre på duen, så der stod fjer ud på pladsen. Og så spiste mågen af den. Måbende så vi til. Var det normalt adfærd for måger? Janus og jeg diskuterede ivrigt, hvad vi kunne huske fra folkeskolens biologitimer. Måger spiser fisk, orme, insekter og fugleæg. Men andre fugle? Det var vi ikke kloge på. Ikke før nu.

IMG_0421

Senere på dagen gav et besøg i Sky Tower os sus i maven og overblik over byen. Vi havde 360 graders udsigt over Auckland og omegn 220 meter over gadeniveau.

IMG_0838IMG_0450IMG_0440

Vi sluttede dagen af med en tur på legeplads i Myers Park sammen med de lokale familier.

IMG_0461
Også d. 20. dec. havde vi brug for en lang formiddag i airbnb-lejligheden. Langsomt, men sikkert var vi alle ved at komme os oven på det store søvnunderskud. Jetlag havde vi ikke set meget til. Kun L vågnede tredje nat ved fire-tiden og havde svært ved at sove. Jeg lagde mig ved siden af hende, og følte mig også meget vågen. Efter halvanden times tid, fandt vi begge tilbage i søvnen. Og det var det. Måske bliver vi i højere grad ramt af jetlag, når vi flyver retur til Dubai.

På Auckland Museum ville vi se udstillingen Volcanoes. Udover entréen købte vi også billetter til et show med traditionel dans og sang af maorier. Maorierne er efterkommere af de polynesiere som ankom til New Zealand fra Stillehavsøerne i 1300-tallet. De startede deres liv på The land of the Long White Cloud – som Aotearoa betyder – som jægere. Oprindeligt levede der ingen landpattedyr på New Zealand – bortset fra et par arter af flagermusen – alligevel var The Big Game, som jagten kaldtes, ikke en overdrivelse. Det var nemlig forskellige variationer af arten Moa – en nu uddød strudselignende fugl, hvoraf de største vejede op til 240 kg – maorierne jagede. The Gentle Giant, kaldtes den. Også andre arter af fugle, som ikke kan flyve og havpattedyr, som f.eks. sælen stod på maoriernes menukort. I løbet af de første hundrede år spredtes deres bosættelser fra nord til syd og befolkningstilvæksten eksploderede. Som i mange andre samfund udviklede maorierne sig fra at være jægere til at blive fiskere og bønder med fast bopæl. I de små landsbyer kendte man ikke til metal, alkohol eller stoffer og en unik social samfundsstruktur opstod. Sprog, kunst og kulturen er i dag særdeles vigtig for newzealændere uanset oprindelse – maori eller europæisk.

Maorishowet på Auckland Museum var utroligt godt. De unge mennesker performede historiefortælling, standup, sang, dans og meget mere på en yderst underholdende måde. De gjorde fortiden aktuel med nutidige sammenligninger og jokes. De sluttede af med den specielle Haka dans, som ikke kun er en krigsdans, men også byder gæster velkomne, fejrer bedrifter eller blot udtrykker identitet. Den karakteriseres ved sang og råb, slag på kroppen samt at spærre øjnene op, så det hvide fremhæves. Nogle topper udtrykket ved at række tunge. Det ser sjovt ud, men ikke grinagtigt. Den energi der er i dansen er så kraftig at man får lyst til at springe ned på scenen og danse med. All Blacks – New Zealands rugbyhold – udfører en Haka inden de spiller en kamp.

IMG_0476IMG_0927

Efter showet tog vi elevatoren ned til 2. sal, hvor Volcanoes, den udstilling vi var taget på museet for at se, huserede. Både L og M havde før afrejsen været meget optaget af at skulle rejse til et land med vulkaner. I udstillingen fik vi stor viden om disse. Hands on aktiviteter beskæftigede os alle i et par timer, og derefter blev det tid til at finde en Uber med retning mod lejligheden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s