Mount Cook

I telefonen et par uger før vores rejse får jeg et par forslag til steder at besøge i NZ af min lillebror. Han nævnte, at vi skulle køre til Mount Cook for at vandre. For mit indre så jeg smalle snoede veje uden autoværn og med direkte kig til den lodrette klippevæg. Jeg så et højt bjerg med evig hvidklædt tinde og en snæver stejl vandresti. ”Men vi har jo tre børn med?” indvendte jeg og fortsatte: ”Det kommer ikke til at ske!” Min lillebror forklarede at vejen dertil kun stiger meget lidt, at der er brede anlagte vandrestier for alle niveauer, og at området er ufatteligt smukt. Et must see! Jeg konsulterede vores Lonely Planet senere på aftenen, og den var enig med min bror. Afgjort. Fra Lake Tekapo gik det derfor mod Mount Cook.

På Sydøen er jorden mast sammen af to kontinentplader og der er dermed dannet en høj bjergkæde på den vestlige side af øen. Mount Cook er med sine 3754 meter det højeste bjerg i New Zealand. Det består af tre toppe – low peak, middle peak og high peak – og er geologisk set et af de mest levende områder i verden pga. de urolige kontinentplader, der konstant skurer mod hinanden. Mount Cook er opkaldt efter den britiske opdagelsesrejsende, James Cook, som på en ekspedition i 1768-71 kortlagde New Zealand. Efter blodudskydelser med maorier ved første møde blev han kendt for at skabe fredelig maurisk-europæisk interaktion og havde derfor ro til et omfattende landmålsarbejde langs landets kyster.

Velankommet til campingområdet for foden af bjerget og efter et par stillesiddende timer i autocamperen kriblede det i benene for at komme ud og gå. Kulde og småregn lagde umiddelbart ikke en dæmper på vores lyst til at udforske området. Vi trak i passende tøj og stoppede rygsækken med snacks og kamera. Et skilt lovede at den valgte rute ville tage omkring halvanden time at gå. Det kunne vi alle fem være med på.

Ved første udsigtspunkt havde vi kig til Mueller gletsjeren. Faktisk ikke kun kig, men også lyd. Høje brøl skyldtes sten og is der kommer rullende ned af bjerget, og gletsjeren der trækker sig tilbage. For hundrede år siden fyldte gletsjeren hele dalens bund. I dag kan man kun ane isen for enden af søen, hvor gletsjeren gemmer sig længere oppe.

IMG_0590IMG_1177IMG_1183

Vandreruten førte os videre over en hængebro og mod flere udsigtspunkter. Vi nød at røre os. At mærke vejret og naturen. Men humøret vendte efter noget tid, da kinder og fingrer efterhånden blev stive af kulde og regn. Og maverne føltes tomme. Vi måtte tilbage til vognen og have gang i gryderne.

IMG_1191

Næste morgen vågnede vi op til en opklaring. Blå himmel og kun få bløde skyer omkring bjergtoppene. Da jeg tog gardinerne fra bagerst i vognen hoppede tre vilde kaniner rundt. De var så tæt på, at U også fik øje på dem. Han var meget fascineret i lang tid. De sprang rundt og nippede til forskellige planter. Indimellem rejste de sig på bagbenene og virrede med næseborrene og løftede ørerne. På vagt. De var så søde at iagttage. Da L og M kom til sig selv var kaniner for længst borte og havregrøden dampede allerede på komfuret. Jeg skar frugt ud, imens Janus hev campingstole og -bord frem. Vi småsnakkede om, hvad tid vi skulle køre videre og hvortil. Det gode vejr gav Janus lyst til at gå vandreruten fra dagen før igen. Jeg var ikke helt overbevidst. Med en lang liste over steder vi gerne ville opleve, virkede det som spild af tid at gentage en aktivitet. Men Janus havde besluttet sig og satte U i vandrestolen. Imens tog vi andre opvasken. Da vi var færdige ringede jeg til Janus. Vi ville møde ham. Og det var den rigtige beslutning. For hold da op, hvor landskabet tog sig helt anderledes ud iført blå himmel og solstråler.

IMG_1225IMG_1219IMG_1233IMG_1234

Senere på dagen kørte vi til Cromwell. Lidt uden for byen parkerede vi bilen på en gratis campingplads ved Lake Dunstan. Eneste facilitet var et par primitive toiletter. Ellers var det bare os og naturen. Og så lige alle de andre campere. For vi var mange på vejene og pladserne. Indeed det var højsæson for turister! VI mødte endda danskere næsten hver eneste dag. Der hvor vi kom, kunne vi pludselig høre modersmålet blive talt, og inden vi havde set os om småsnakkede vi med danske rejsende i campingpladsens køkken, ved rutsjebane på legepladsen eller i køen til cafeen. Altså! Både virkeligt hyggeligt og samtidig også lidt sådan jamen-kan-det-virkelig-passe-at-så-mange-landsmænd-rejser-om-på-den-anden-side-af-jorden-i-samme-periode-som-os?

Ved søen havde L og M en længere snak med den her and:

IMG_0608IMG_0603

Cromwell er bedst kendt for sine frugtplantager og vejsalg af afgrøderne fra disse. Vi stoppede ved en af boderne og handlede ferskner, abrikoser og forskellige bær næste dag. Janus trykkede ”Queenstown” ind på gps’en og så kørte vi mod verdens adrenalinhovedstad.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s