Bumper cars

Helt ærligt, så havde vi ikke mange planer på plads inden vi fløj til New Zealand. Vores intention var oprindeligt at få styr på en rute og booke forskellige aktiviteter og overnatningssteder hjemmefra. Men det skete ikke. Vi havde lejet lejligheder igennem airbnb i henholdsvis Auckland og Christchurch, købt indenrigsflybilletter og så havde vi selvfølge booket autocamperen. Det var det.

Derudover har alt andet været ad hoc planlægning. Det betød en kæmpe frihed og fleksibilitet, men det kunne også have betydet skuffelse, hvis noget f.eks. havde været udsolgt eller booket. Men vi var faktisk ret heldige og oplevede stort set kun de positive sider ved at planlægge undervejs på rejsen. Blot én gang måtte ærgrede vi os over ikke at have forudbestilt en aktivitet. På vej til Queenstown gjorde vi holdt ved Gibbston Valley Winery, hvor vi gerne ville have en rundvisning i gårdens usædvanlige vinkælder og frokost på restauranten. Men stedet var utrolig travlt med mange turister, og vi måtte ”nøjes” med en osteplatte, hvilket kan være en udfordring, når man skal dele den med en mælkeallergiker. Janus fik arrangeret at alt brød var uden mælkeprodukter, og så hentede jeg L’s veganske ost i autocamperen. Ærgerligt med rundvisningen som vi ellers havde fået anbefalet af en af Janus’ newzealandske kollegaer i Dubai. Men osteplatten pustede lidt på såret, den var virkelig velsmagende.

I Queenstown besluttede vi at gøre en undtagelse fra vores ad-hoc-planlægning og se lidt mere fremad end blot et par timer. Vi bookede en tur til Milford Sound to dage forud. Milford Sound er et utroligt smukt område på vestkysten af den sydlige ø. Det ligger i Nationalparken Fiordland, hvor fjorde, bjerge og vandfald skaber et fantastisk sceneri. Milford Sound kaldes verdens ottende vidunder af New Zealænderne, og når man taler med folk, der har rejst i NZ eller læser om det i guidebøger fornemmer man at det er the shit! Vi ville selvfølgelig dertil.

Om morgenen – d. 29. – på dagen for turen til Milford Sound havde vi hele formiddagen til at købe stort ind i et supermarked. Senere – samme dag – skulle vi køre til vestkysten og vi havde læst at på Vestkysten er der langt mellem muligheder for at skaffe forsyninger. Janus havde netop båret den sidste pose fra indkøbsvognen ind i autocamperen, da hans telefon ringede. En venlig kvinde informerede ham om, at turen til Milford Sound var blevet aflyst på grund af en koldfront. Det ville være for farligt at flyve. Hvad?!? En koldfront? Vi kunne dårligt fatte det. Solen skinnede uden for der hvor vi var og vi havde t-shirts og shorts på. Hvor uheldigt. Og ironisk at den første tur vi booker aflyses. Damen tilbød Janus, at vi tilmeldte os næste ledige tur – d. 1. januar – men der ville vi for længst være over alle bjerge. Bogstaveligt talt. Hurtigt lagde vi nye planer for eftermiddagen.

L havde talt om, at hun gerne ville cykle, og jeg havde læst om den interessante historiske Arrowtown. De to ting kombinerede vi. Vi arriverede midt på dagen – efter alle andre – og havde stort besvær med at finde en parkeringsplads. Trods konsultation hos både google og camper mate var vi ikke klogere end at vi måtte ligge og cirkulere rundt i lang tid. U brokkede sig, han var klar til sin middagslur. L og M skiftedes til at tirre og skælde hinanden ud, de kedede sig i bilen. Efter lang tids søgen endte vi på en stor plads i den ene ende af byen. Janus havde sin sag for med at styre det store skrummel (7 meter lang, siger jeg bare!) rundt blandt ulovligt og derfor tilfældigt placerede biler. Især et sted var det nervepirrende snævert, og vi gispede næsten efter vejret, for det syntes umuligt at komme igennem og rundt, men det lykkedes. Derefter – bagerst på pladsen – så jeg en mand stige ind i sin bil. Jeg hoppede ud og spurgte ham, om han var ved at køre. Det var han ikke. Men han ville gerne køre sin personbil frem til en mindre ledig plads, hvor vi aldrig ville kunne klemme camperen ind. Åh fedt mand! Nu skulle der parkeres. Endelig! Og Janus bakkede. Ivrigt og glad. Lige indtil det sagde KRAJSH! Den ene anden autocamper, der holdt parkeret i den ende af parkeringspladsen pyntede Janus med en revne i kofangeren. Vores egen baglygte lå i mange stykker på jorden. Føreren af den anden camper kom hurtigt ud (hvor var vi heldige, at han var i bilen, så vi kunne tale med ham i stedet for at skulle lægge en seddel), og han og Janus så skaden an. Den var ikke særlig stor – heldigvis. De udvekslede oplysninger og Janus undskyldte og beskrev vores jagt på et sted at parkere. Så foreslog manden, at vi da bare kunne tage deres plads, for de skulle alligevel køre nu. Altså!

Senere – da vi har fået lejecyklerne – kørte vi forbi det sving på parkeringspladsen, som havde givet Janus og jeg åndenød. Her var både vejhjælp og politi. En autocamper havde taget svinget for tæt og derfor fået en hjørnepæl mast ind i siden. Yikes, det kunne have været os. Vi slap bare med den knuste baglygte og skaden på camperen, som vi påkørte.

Guldfeberen rasede i 1860’erne i den lille landsby Arrowtown. Jack Tewa – en maorisk fåreklipper – fandt guld i floden i 1862. Lige efter fandt William Fox eller teamet Thomas Low og John MacGregor også guld. Ingen ved med sikkerhed, hvem af de mænd, der var den første guldfinder, men Fox tog æren for opdagelsen og oprindeligt hed byen ”Fox’s” efter ham. Femtenhundrede guldgravere camperede langs Arrow River i slutningen af 1862. Det følgende år blev der vasket 340 kg af den gule skat rent i floden – svarende til 18 millioner dollars i dag. Mange af de europæiske guldgravere rykkede til vestkysten i 1865, da meget af det nemme guld i floden var væk. For at stimulere den dykkende økonomi inviterede regionen Otagos regering kinesiske lykkejægere. I den ene ende af byen etablerede gæstearbejderne sig i huse med egen kultur og traditioner. Som der blev længere og længere mellem guldet blandt stenene blev Arrowtown blot en lille landsby der servicerede de omkringliggende gårde. I dag er byen populær blandt turister. Kendt for sin historie og omkringliggende natur, og har cirka halvfjerds bevarede bygninger fra dengang guldfeberen rasede.

IMG_0636IMG_0632IMG_0635

M var træt og havde egentlig ikke energi til at cykle en længere tur. Hans koncentrationsniveau var lavt og selvom cykelruten var klassificeret som nem, havde han svært ved at styre lejecyklen sikkert ned ad de korte, men stejle bakker langs floden. Det overskud han manglede, var jeg fuld af. Og ditto L. Vi opmuntrede, trak, skubbede bag på, fortalte historier, sang, stoppede for vand og snacks, men det hjalp kun kortvarigt.

IMG_4400IMG_5564IMG_5559IMG_9787IMG_3005

Til sidst kastede vi håndklædet i ringen og vendte om. Jeg ville gerne have kørt en længere rute, men det hang ikke sammen med M’s uvillighed. På vej tilbage steg humøret lidt, da vi kom forbi et torv i et træ. En svingtur udover floden gav kilden i maven.

IMG_5566IMG_5575

Resten af eftermiddagen gik med leg på et lille pump track (det var ret sjovt),

IMG_0575

isspisning (det var virkelig lækkert) og sightseeing (det var en charmerende tidsboble).

Parkeringspladsen ved The Red Arrow Bridge blev vores overnatningssted for den nat.

 

IMG_7246

Det var udelukkende unge mennesker i varevogne, og der var højt humør og sprit på campingbordene. Vi fandt os godt til rette i de smukke omgivelser og indtog pitabrød med stor appetit. I løbet af aftenen ankom flere og flere rejsende til pladsen. Den endte med at blive tætpakket i sådan en grad, at hvis vi havde bestemt os for at køre tidlig morgen, havde vi ikke kunnet komme ud. Dog var der ingen ko på isen – med tre børn var vi en af de sidste biler, der forlod pladsen næsten morgen.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s