Royalt selskab

Queenstown. Du blev altså ikke glemt i forrige blogindlæg – blot gemt til det her med det formål at kunne give dig fuld opmærksomhed. Vores forventninger til dig var høje, Queenstown. En dronning værdig – foreslog en eller anden person engang – og det var sådan, at du fik dit navn, dronningens by. Verdens adrenalin hovedstad bliver du også kaldt. Og med rette. Alt der kan give åndenød og klamme håndflader eller udløse høje hvin og tårer i øjnene findes her. Jetbåd, faldskærmudspring, river rafting, paragliding osv.

Du var også generøs med andre aktiviteter, som ikke nødvendigvis krævede livet som indsats. F.eks. kunne man sejle, dykke, cykle, køre på quad bike eller motorcykel. Alt sammen med den rå og smukke natur som baggrundskulisse. Som en legeplads, er du. For alle.

Og L, M og Janus fik selvfølgelig et adrenalinfix hos dig. De havde det sjovt, og de hvinede og skreg. Nedad gik det i en såkaldt luge – en fusion mellem en gokart og en kælk – i høj fart og med hjelm på.

IMG_0532IMG_0619IMG_1697

Men trods fixet kom vi overordnet set ikke helt op at ringe over dig. Du var for travl. Turister og ferierende newzealændere ville også være en del af festen og du havde simpelthen inviteret for mange. Der var ikke det sted, hvor vi ikke stod i kø. Ved billetsalget, til gondolen, inden sikkerhedsinstruktioner, til liften, i caferiteriet og på toilettet. Desværre Queenstown. Dit ry er ellers helt pletfri, og fra gondolen var vi betagede af, hvor smuk du tog dig ud.

IMG_0615IMG_9122IMG_0624

Imens L, M og Janus kørte i luge (og stod i kø) ventede U og jeg. I mange timer. Tiden blev lang med U. Ikke på grund af ham, men fordi vi ikke havde meget at give os til. Udenfor var det blæsende og overskyet. Trods vindjakkerne var vi efter blot en halv time helt stive af kulde. Indenfor var der uudholdeligt mange mennesker overalt. I souvenirbutikken, i cafeen og ved legeområdet. Vi vekslede mellem at køre på den lille plastikrutsjebane, pille ved farverige kiwi-nøgleringe og indtage snacks. Da vi sad ved et cafébord og tyggede os igennem dadelbar nummer to, hørte jeg et barn græde hjerteskærende et stykke væk. Jeg kunne ikke umiddelbart få øje på det, men gråden blev ved, så jeg rejste mig for at se, hvad der var sket. En lille pige stod alene ved legeområdet og kiggede sig fortvivlet omkring. Der var ingen forældre i nærheden. Gråden afløstes kort af en hosten og tog så til igen. Ingen tog initiativ til at hjælpe hende. Jeg tøvede. Det var hendes hoste, som havde udløst min ubeslutsomhed. Sagen var nemlig den, at vi var rejst til New Zealand velvidende, at landet har et alvorligt mæslingeudbrud med over 2000 smittede, og at U ikke var immuniseret. Vi opdagede det ved en tilfældighed en lille uges tid før afrejse. Jeg var til fysioterapeut, og vi snakkede om, at jeg ikke ville kunne komme de næste par gange pga. vores forstående tur. Han nævnte mæslingeudbruddet, som jeg ikke vidste noget om, men jeg tænkte, at det jo ingen betydning havde for os, for U var allerede vaccineret. For en sikkerheds skyld ville jeg lige tjekke U’s vaccinationskort, når jeg kom hjem. Det glemte jeg selvfølgelig alt om. Først et par dage senere fik jeg en pludselig indskydelse og hev mappen med vigtige papirer frem. U havde ikke fået MMR-vaccinen! Det tager to uger fra vaccinen er givet til den virker, og der var kun to dage til afrejse! Åh nej. Hvad endnu værre var, at U havde fået feber, så han kunne slet ikke blive stukket! Med lægens ord i baghovedet – undgå steder med mange mennesker, især børn – og samvittighed sort som kul kunne vi ikke gøre andet end at tage af sted med U ubeskyttet mod mæslinger.

Rundt i New Zealand var vi meget opmærksomme på graden af kontakt U havde med andre børn. Især på de legepladser, som vi kom på i Auckland. Vi flyttede ham rundt i takt med at andre børn bevægede sig. U var ligeglad, han opdagede det overhovedet ikke. De par gange et barn nærmede sig med forkølelseslignende symptomer ringede alarmklokkerne og således også da den grædende pige hostede. Havde hun mæslinger? Kunne hun smitte U, hvis jeg gik tættere på hende? Skulle jeg blot sætte mig ned igen og lade som om, at jeg ikke havde hørt hende? Sidste spørgsmål kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til. Jeg havde allerede rejst mig og set pigen stå der alene og ked af det. Resolut trak jeg U op af IKEA-stolen, satte ham på hoften og gik henimod pigen. Vi nærmede os samtidig med en ung servitrice. Ved fælles hjælp fik vi lokaliseret pigens mor – souvenirbutikken – og sammenført pigen med hende. Under seancen hostede hun to gange, og hver gang strakte jeg U ud fra hoften og så langt væk fra hende som muligt. Det var en diskret manøvre, som ingen lagde mærke til. Lettet over at have hjulpet pigen og undsluppet hendes hosten (i hvert fald hvad jeg vidste af) returnerede jeg til vores bord. U viste glæde over at få lov til at spise videre.

Undervejs på turen blev hele mæslingesituationen en stående joke mellem Janus og jeg. Det var vel en måde at tackle den nervøsitet og usikkerhed vi havde overfor det faktum, at vi rejste i et land med høj risiko for smitte og at U ikke var immuniseret. På et tidspunkt råbte Janus Pas på! Mæslingebænk! til mig, da jeg var ved sætte mig på en fugleklatbefængt bænk, uden at have set mig for. Mæslinger blev synonym til beskidt eller ulækker. Og det gjorde godt at grine. Til vores held blev U ikke smittet, og da vi kom tilbage til Dubai var hans vaccination øverst på to-do-listen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s