Vestkysten

Fra Wanaka havde vi små fire timer til en campingplads nær Franz Joseph Glacier. Vi ankom sent og var meget trætte efter så langt et stræk over bl.a. Haast-passet. Janus kørte sikkert og koncentreret i bjergene. Vejene var smalle, stigende eller faldende og jævnligt afbrudt af broer, hvor kun et køretøj kunne passere ad gangen. Autocamperen støjede og bumlede og passagersæderne var mildest talt ukomfortable. Spørg bare mit haleben. M og L skiftedes til at sidde på forsædet ved siden af Janus. De kommenterede omgivelserne, tog billeder og lyttede med på podcast. Eller de læste bøger og hørte musik. Der gik også en del tid med bare at kigge ud af vinduet og lade tankerne flyve eller øjenlågene glide i. U og jeg sad ved bordet lige bag chaufførsædet. For os gik de mange timer med at kigge på legetøj, synge fagtesange og spise snacks. U klarede køreturen i bilen overraskende godt. Der var selvfølgelig et par gange, hvor han blev træt og ville op af sit sæde og blev ked af det, når det ikke kunne lade sig gøre. Men han var nem at aflede og blev på den måde hurtig god igen. Vi nøjedes med et stop undervejs i en lille by. En halv times fysisk aktivitet på den lokale legeplads, kaffe og kopnudler gjorde underværker.

Da vi ramte campingpladsen havde klokken passeret syv. U var utrolig træt. Jeg gav ham nem aftensmad – grøntsagsmos på pose – og puttede ham. Imens lavede Janus ris med kylling i campingpladsens køkken og L og M så det femogtyvende afsnit af DRs ”Julestjerner”. Wifi var bedst lige uden for køkkenet, så da jeg forlod vognen med en babyalarm om halsen fandt jeg L og M, som sad og krøb sammen på fliserne foran den lille skærm. Halv ni indtog vi dagens sidste måltid og klokken ni var der fuldstændig ro i camperen.

Gletsjere er isfloder. Sne presses sammen og bliver til is under sin egen vægt. Isen bærer sten og klippestykker med sig og skærer dale ud i landskabet. Franz Joseph Glacier så med det blotte øje umiddelbart ikke ud som om, at den kunne bevæge sig, men vi læste at den kan variere i sin længde med op til fem meter på bare én dag! Den er – sammen med Fox Glacier, som ligger lidt nord for – en af verdens lettest tilgængelige gletsjere grundet sin beliggenhed. Den sluttede engang i en regnskov – kun 300 meter over havets overflade – og kan skimtes efter kun halvanden times gåtur. Det er geologen Julius von Haast der i sin tid opkaldte gletsjeren efter den østrigske kejser Franz Joseph 1.

Vi havde en rask gåtur derhen. Først på sti med eventyrlig tæt og frodig regnskov på begge sider af os. Dernæst på store sten over et lille vandløb og så fulgte vi det flodleje, hvor gletsjeren engang havde bredt sig. Til sidst klatrede vi det lille stykke op til udsigtspunktet. Den funklende is havde mange blå nuancer i solen, men truende skyer dækkede det meste af den blå himmel ovenover gletsjeren og på vej tilbage til parkeringspladsen begyndte det at støvregne. En tyk tåge omfavnede os og nedsatte sigtbarheden til et minimum. Vi fiskede regnjakker frem af tasken og skulede til de mange mennesker på vej i gletsjerens retning. Heldige følte vi os, at vi havde fået et glimt af isen. Det var vi ikke sikre på, at de ville komme til.

IMG_0670

IMG_2773IMG_0680IMG_0691

IMG_6678IMG_3654

Tilbage i autocamperen beklædte vi brusenichen med vores våde regnjakker og smurte frokost. Derefter gik det videre nordpå – cirka tre timer – i søgen efter en campingplads, hvor vi kunne fejre nytårsaften. Coast Road Holiday Park havde ledige pladser og vi rullede ind på en af dem. Sulten var stor og spaghetti med kødsovs blev afprøvet og godkendt som nytårsmenu. Vi havde købt en pakke knallerter som underholdning, og de var godt givet ud for L og M var beskæftiget i flere timer. Først i spredningen af indholdet og senere – efter uventet besøg af den frække weka – en grundig oprydning. Wekaen er en brun fugl på størrelse med en kylling. Den kan ikke flyve og dens nysgerrige karakter bringer den ofte tæt på menneskelig aktivitet. Den vi havde nærkontakt med snuppede en gulerodsskræl fra skraldespanden efter at have undersøgt L’s klipklap.

IMG_0192

Vi puttede U efter aftensmaden og spillede kortspil sammen med L og M. Ingen af os blev oppe til klokken tolv. Janus og jeg nød en klar og tydelig nattehimmel inden vi rullede gardinet ned i bagenden af vognen lidt over toogtyve.

Naturen omkring campingpladsen husede – udover wekaen – både den prikkede kiwi og tuien. Om morgenen spiste vi morgenmad til de dejligste toner fra sidstnævnte. Jeg kan ikke beskrive dens fløjten, men speciel var den, den gjorde os i godt humør.

Normalt ville 1. januar stå i tømmermændenes tegn – og måske også oprydningens, hvis vi gad – men denne første dag i året var anderledes fra de foregående. Den lignede til gengæld alle de andre morgener på vores roadtrip, og vi fulgte da også vores rutiner i autocamperen med havregrød og frugt, opvask og tænderbørstning.

Udover Franz Joseph Glacier havde vi også sat en stjerne i googlemaps ved Pancake Rocks i Punakaiki på Vestkysten. Et af naturens mange underfundige fænomener, og hvor eksperter stadig ikke kender opskriftens fulde detaljer. Man ved at det er vejr og hav, som har formet kalkstenene igennem hundrede tusinde år, men geologer har endnu ikke knækket koden for, hvorfor nogle af dem ligger i lag. Vi nød de store børns begejstring over pandekageklipperne og snakkede bl.a. om, hvilke former de indtog.

IMG_0698IMG_0703IMG_0706IMG_0715IMG_0720IMG_0723

Da vi senere på dagen ramte autocamperens sæder igen, var det for at køre østpå til Picton. Vi skulle sejle derfra og til Nordøen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s