Windy Wellington

Fra Picton på Sydøen sejlede vi den tre timer lange tur tilbage til Nordøen med The Interislanders unikke færge Aratere. Unik fordi den for ti år siden fik en drastisk make-over i Singapore. Skibet blev skåret over på midten og fik indsat et stykke, så det blev 30 meter længere. Selskabet KiwiRail ønskede at øge færgens passager- og transportmiddelkapacitet før Rugby World Cub i 2011. På plakater læste vi om skibets historie og renovering, og vi kunne endda lade fingrene løbe langs den linje, hvor singaporeanerne havde skåret båden op. Fascinerende hvad mennesket er i stand til. Aratere lagde til i Wellington. New Zealands hovedstad. Byen ligger at the bottom of the world og er bl.a. kendt for det faktum at der altid blæser meget. Den huser 250.000 newzealændere, masser af kaffe, et par sæler og er desuden omgivet af et betagende landskab med både hav og grønne bakker.

IMG_0594 2

På Garrett Street Car Parking fandt vi en ledig plads til autocamperen. Parkeringspladsen lå i en baggård, hvor det eneste hjælpemiddel var en strømforsyning. Vi havde ikke brug for andet, køleskabet var fyldt og toiletkassen tom, så det var fint for os. Placeringen – midt i byen med gåafstand til alt – var perfekt. Tænk engang, baggårdscamping, så fik vi prøvet det med.

IMG_1559

Fra autocamperen pakkede vi bleer og snacks og så gik vi ned til havnen, hvor Te Papa ligger. Vi havde læst om museet i guidebogen, og Janus’ kollega havde på det kraftigste anbefalet os at besøge det. Museet er stort, og vi havde kun et par timer, så der skulle prioriteres. Det var ikke svært at vælge, vi ville se udstillingen Te Taioa, Nature, hvor museumsgæsten er en opdagelsesrejsende gennem New Zealands natur- og dyreliv før og nu. Vi fulgte i hælene på Māui – en helt i polynesisk mytologi – og så hvordan han lærte sig at overleve i den vilde natur. Den illustrative animation med silhuetter var svær at løsrive sig fra. Men der var meget mere at kigge på, røre ved, dufte til osv. New Zealands vilde dyr stod udstoppede i store montre. Nogle modeller af uddøde arter, nogle endemiske og nogle helt skøre og mærkelige.

IMG_1551IMG_1553

Et flot moa-æg og muligheden for at lytte til de mange specielle newzealandske fugles sang befandt sig i ”reden” – et ovalt rum i træflet. Der var selvfølgelig også et afsnit om de geologiske kræfter, som gennem millioner af år har skabt landet. Udstillingen blev rundet af med spørgsmålet: ”Hvordan kan vi beskytte de oprindelige arter?” og en invitation til at påtage sig rollen som kaitiaki – vogter af naturens vidundere – og bekæmper af klimaforandringerne. Te Taioa slog benene fuldstændig væk under os. Sikke en udstilling! Havde vi dog bare haft mere tid, så ville vi gerne have set mere af museet. Men både store og små maver rumlede, så aftensmad skulle lokaliseres og indtages. Det klarede vi på en italiensk restaurant på vej tilbage til baggården. Og næste dag stod den på byvandring.

Vi byttede den sædvanlige havregrød over gaskomfuret i camperen ud med morgenmad på Fidel’s Café på Cuba Street. Det lyder jo ikke specielt newzealandsk, men det var, som det kunne have været i enhver vestlig hovedstad. Hipt, skævt og ungt. Med samme indretning som en RUC-humaniora studerendes værelse i et kollektiv og sæsonbestemt klimavenlig mad, følte vi os godt tilpas hos Fidel. Og stedets flat white var to die for! Mindst lige så god som alle de andre flat whites, vi efterhånden har skyllet ned i kiwiland.

IMG_1563

Fra Fidel’s Café slentrede vi ned ad Cuba Street. En munter gågade med forskellige spændende effekter. F.eks. regnbuefarvet fodgængerovergang, tavler med billeder og tekst om gaden i et historisk perspektiv og kunstinstallationer som f.eks. Bucket Fountains.

IMG_0741IMG_1569

På havnen sludrede vi lidt med en tjener – en ung franskmand på midlertidigt arbejdsophold i New Zealand – som var ved at sætte borde og stole op udenfor. Vi standsede ved den flydende kran kaldet Hikitia. Hun er et sjældent eksempel på et historisk skib som stadig er i brug til det, som det oprindeligt blev bygget for. Fremstillet i 1926 og trukket af to oliefyr kan kranen løfte op til 80 tons seks meter fra rælingen. Et imponerende syn og surrealistisk med så mange år på bagen.

IMG_0744

Lidt længere henne ad havnefronten står et af i alt fire Wahine Memorial. En mast fra passagerskibet Wahine er rejst til minde om de 51 mennesker, som omkom da skibet i en storm i 1968 stødte på grund og sank. Næsten syvhundrede passagerer blev reddet i en stor aktion, hvor mange af byens indbyggere deltog.

IMG_0752

Fra de to skibe og stillestående læsning af alle informationspladerne om deres skæbne var det tid til at røre sig lidt. Med legepladsen i Frank Kitts Park var det nemt klaret. Vi gyngede og rutsjede og klatrede i træer. De flotte rødblomstrende pōhutukawa træer – eller New Zealands Christmas Trees, som de også kaldes – var særligt gode at klatre i, og det skulle jeg selvfølgelig have et billede af.

IMG_0754

Hos Crepes A Go Go købte vi pandekager til frokost før vi steg ombord på camperen og vinkede farvel til den lille baggård i New Zealands lille hyggelige hovedstad.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s