Bat soup crazy

Trods det faktum, at jeg ikke er færdig med rejsebeskrivelser fra New Zealand, så tager jeg mig lige den frihed at snige et oplæg ind om et højaktuelt emne lige nu. Ingen der læser med her er i tvivl om, hvad det er, jeg tænker på. Det optager hele verden. Corona-virussen. Eksperter kalder situationen for en pandemi, og da jeg første gang læste ordet i en artikel af Politiken, måtte jeg lige slå det op for at få betydningen helt på plads.

Tilbage i december skrev aviserne om en hidtil ukendt virus, som var sprunget fra dyr til mennesker i Kina. Det var en af de der slags nyheder som udløste en kort dvælen i min scrollen på telefonen, men som jeg ikke tænkte mere over efter at have lagt den fra mig. Med de mange kilometer til det store asiatiske land, syntes det ubetydeligt at bruge yderligere hjerneceller på den meddelelse. Og jeg glemte alt om det.

Efter hjemkomsten fra New Zealand dukkede virussen frem igen i mit nyhedsfeed. Jeg ved ikke præcis hvornår. Måske midt januar. Høje tal på antal smittede og døde fra Hubei-provinsen afdækkedes i forskellige medier og henledte tankerne på tidligere sygdomme som f.eks. svineinfluenza, SARS og MERS som også krævede menneskeliv. Det var stadig noget, som ”bare” foregik i Kina – langt væk – og jeg følte hverken bekymring eller ængstelse og gav det derfor ikke meget opmærksomhed. Men så begyndte virussen at sprede sig. Til lande med stærke forbindelser til Kina, som f.eks. Sydkorea, Iran og Italien. Og så rullede bolden. Hurtigere end nogen kunne nå at fange den. Rigtig mange danskere kom hjem fra skiferie i midten af februar uvidende om den ekstra bagage, som de havde med sig ind i landet. Virussen. De havde pløjet pister i Østrig eller Norditalien og var blevet smittet til afterski på restauranter om aftenen. Da den første dansker testede positiv for COVID-19 blev vedkommende isoleret og de mennesker, som havde været tæt på ham i dagene inden, sat i karantæne. Sådan gik et par uger. Ny person med symptomer og positiv test, opspore mulige smittebærere og isolere. Den danske statsminister varslede en nedlukning af samfundet.

Samtidig lukkede regeringen her i Dubai for nurserys og preschools med begrundelse i risiko for spredning af coronavirus. Vi fik ikke meget information om antal smittede og syge her i sandkassen, men vi fulgte tæt de andre lande, hvor tallet for antal smittede steg og steg, og vi kunne sagtens regne ud, hvor det bar hen. Janus og jeg holdt vejret. Det var kun et spørgsmål om tid før skolerne også lukkede. Der gik da også blot en uge, så fik vi besked om, at L og M’s skole ville lukke i fem uger. Vores ferie – den der kaldes spring break – blev fremrykket, så de første to uger af skolelukningen var uden fagligt indhold. Derefter startede en tre-ugers periode med e-learning. Det syntes slemt, men overkommeligt. Ferien havde ikke meget med en ferie at gøre, for jeg gik hjemme med L, M og U, imens Janus tog på arbejde. Det til trods hyggede vi os med forskellige oplevelser og sociale arrangementer.

I mellemtiden lukkede Danmark også for vuggestuer, børnehaver, skoler og universiteter. De fleste offentlige ansatte blev sendt hjem eller bedt om at arbejde hjemmefra, og den private sektor ditto. Regler med max at måtte forsamles ti personer og at praktisere to meters social distancering vedtoges. Begrænset frihed og samfundet på lavt blus.

Ved hjemmeskolens start blev også vores frihed indskrænket. Med nogenlunde samme tiltag og restriktioner som i Danmark. Udover offentlige steder som parker, strande og turistattraktioner lukkede også vores communitys legepladser og pools. Janus skulle arbejde hjemmefra. Supermarkeder forbød børn og indførte afspritning af hænder og indkøbsvogne ved indgangen. Og mange andre tiltag. Mit fokus var på hjemmeskolen. Det omfattende skema og de mange opgaver vi modtog skulle læres og struktureres. Blæksprutterollen har altid passet mig godt, men med tre børn i tre forskellige aktiviteter på samme tid, var det svært for mig at slå til. Første uge var mildest talt kaotisk. Mange frustrationer hos både store og små. Et enormt pres og følelsen af ikke at slå til. Jeg var grædefærdig onsdag aften. Jeg ringede til min svenske veninde og fik en opløftende snak. Torsdagen blev anderledes. Godt humør og bedre energi. Jeg havde besluttet mig for at sådan skulle det være. Og vi gik således på weekend med en fornemmelse af at det her kunne vi godt klare uden varige mén.

IMG_5938IMG_2615IMG_6195

Men så blev vi slået hjem af en e-mail fra skolens leder aftenen før anden uge af e-learning. Med vantro læste jeg den fuldstændig utrolige besked, at online undervisningen er planlagt til at fortsætte resten af term 3. Det vil sige indtil sommerferien. April, maj og juni. Tre måneder! Sikke et drastisk træk. Hvorfor ikke lige klappe hesten og blot forlænge med en måned? Lige vente og se udviklingen af virussen an. Når nu situationen ændrer sig hele tiden, syntes det voldsomt allerede nu at melde ud, at børnene skal blive hjemme i tre måneder. Jeg indtog en choktilstand og kunne ikke forholde mig til fremtiden så langt frem. Indtil videre havde jeg overlevet ved at følge strategien vi-tager-en-dag-ad-gangen, og det mantra måtte jeg holde fast i for ikke at falde. Men det skulle blive værre.

Indtil videre havde vi kunne cykle og løbe i vores community samt handle i supermarkederne. Nu strammede regeringen yderligere vores bevægelighed med en begrundelse i et omfattende saniteringsprogram som skulle gennemføres i hele landet. Først gjaldt udgangsforbuddet kun om aftenen og natten i weekenden. Søndag morgen vågnede vi op til en forlængelse ugen ud. Det var vi ikke særlig berørte af. Min nabo, H og jeg havde aftalt at gå en tur (med de to meters afstand imellem os) en aften efter ungerne var puttet, men i stedet satte vi os blot i vores have og snakkede. Da ugen endte ændredes det så til at gælde døgnets 24 timer og med en forlængelse på to uger! Det føltes uvirkeligt at få et så ekstremt påbud oveni de mange andre drastiske ændringer af vores hverdag. I glimt ramtes jeg af tilstanden apati, men Janus og børnene rev mig ud af den.

Reglerne dikterer at vi kun må forlade huset med en sms-tilladelse fra politiet. Kun mad og medicin kan godkendes som gyldig grund, og man skal bære handsker og maske.

 

Tårnhøje bøder uddeles med rund hånd, hvis ikke man overholder påbuddet. I morgen skal Janus ind på arbejdet og sidde på position og han har fået en særlig tilladelse, som han kan fremvise til politiet, hvis han bliver stoppet. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor længe dette kommer til at vare, og hvordan det kommer til at gå. I skrivende stund befinder vi os én uge inde i 24/7-udgangsforbuddet, og det er ikke sjovt. Både L og M reagerer på det. Det er udfordrende at bevare fatningen og trøste dem, når mit eget indre selv har svært ved at håndtere denne uvante situation, ja, tilværelse, som vi befinder os i lige nu.

Det blev et længere skriv og jeg er træt nu og vil gerne runde af, men jeg har svært ved at finde ud af hvordan. Jeg tror egentlig, at det mest rammende for det her oplæg vil være tre punktummer, sådan her … For der vil helt sikkert følge noget efter beskrivelserne af ovenstående og det er det, de tre punktummer skal symbolisere. Så her får I dem …

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s