Ny hverdag

Søndag d. 30. august havde L og M første skoledag. Den foregik online. Ligesom undervisningen gjorde tilbage i april, maj og juni. Første skoledag var kort. Klokken 9.00 skulle alle primary-elever teste deres login til Microsoft Teams. Det virkede upåklageligt og var overstået på få minutter. Vi udfyldte timerne til næste session – som skulle finde sted kl. 12.00 – med at trille dadelkugler i kokos, bygge Lego og danse til Just Dance youtube-videoer. Så – efter en tidlig frokost – blev det tid til at logge på Teams igen og møde lærere og klassekammerater. Det var spændende. M’s mandlige lærer – Mr. Tailor – dirigerede de syv-årige igennem en lær-hinanden-lidt bedre-at-kende-leg på klingende britisk. Fortæl én sandhed og én løgn om dig selv. Dine klassekammerater skal gætte, hvilken en der er sand, og hvilken en der er falsk. Mange af eleverne havde søskende eller deres kæledyr som fokus, men M valgte sine mange bøger af tegneserie-forfatteren Dav Pilkey. Han sagde til klassen, at han havde fireogtyve bøger og en telefon. Førstnævnte var det rigtige. Imens gennemgik L’s libanesiske lærer, Ms. Dima, en power point om, hvordan klasseværelserne er indrettet og hvilket specielt udstyr eleverne skal medbringe til timerne hver dag.

L og M fik også en virtuel rundtur på skolen og blev præsenteret for de mange nye restriktioner i forbindelse med nedbringelse af smitterisiko af COVID-19. Temperaturscannere i indgangen, mundbind for alle elever over 6 år, social distancering, håndsprit og ingen deling af objekter som blyanter, papirer, bøger osv.

Om aftenen modtog vi forældre en ti-siders lang pdf om, hvordan skoledagen på Greenfield International School nu ser ud. Det er ikke så lidt ændringer, der er foretaget, og jeg havde en stor klump i halsen efter endt læsning. Så mange krav til så små mennesker. Så meget stillesiddende læring foran en skærm. Så lidt frihed. Så få kreative baserede aktiviteter og læring i bevægelse. Så lidt socialisering og leg. Det er ellers netop alt det, som L og M har måttet undvære, da de havde e-learning herhjemme.

Men L og M glædede sig til at starte i skolen. Jeg lænede mig op af deres entusiasme og smurte rugbrødsmadder med kærlighed. De første par uger var de begge opslugte af at være tilbage blandt vennerne og travle med at tilpasse sig deres nye hverdag. De vågnede før vækkeuret ringede og skyndte på mig, hvis jeg ikke var hurtig nok ude af døren om morgenen. Efter en håndfuld uger vendte det. Begge børn udtrykte tydeligt uden tøven, at de ikke brød sig om at skulle i skole. Når jeg hentede dem om eftermiddagen, havde især M et stort behov for at tale højt og bevæge sig meget. Begge dele er noget, som han ikke har mulighed for at gøre i skolen. L hviskede til mig ved puttetid: ”Mor, skolen er ikke et godt sted for børn”. En aften kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Presset føltes for stort på hendes skuldre, og hun læssede af. Jeg tog imod med åbne og stærke arme. Tørrede hendes kinder og hviskede tilbage i mørket, at jeg forstod hende. Da hendes gråd stilnede af og vejrtrækningen blev tungere listede jeg ud for at forfatte en mail til Ms. Dima. Meget af det, L havde fortalt om, var egentlig ikke noget, som hendes lærer ville kunne ændre på, men hun skulle alligevel have besked. Læreren viste stor forståelse, og efter noget tid fandt L sine ben i det hele.

De første uger blev til de første par måneder og her – 4 måneder inde i skoleåret 2020/2021 med COVID-19 restriktioner – har begge børn vænnet sig til deres nye hverdag. De bryder sig stadig ikke om den, men de har accepteret den. Børn er utrolige. De kan tilpasse sig det meste over tid. Det er dybt imponerende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s