Efterår

Vi har aldrig holdt efterårsferie i Danmark i de år, vi har boet i Dubai. Det skyldes bl.a. at den ligger kun ni uger efter sommerferien – som vi altid eksekverer i moderlandet – og derfor føles det, som at vi lige har pakket den sidste taske ud, når billeder af de danske skoves farveskift begynder at myldre frem på Instagram. Men i år skulle det være. Janus havde ferie fra sit arbejde, og mulighederne var få – faktisk ikke-eksisterende – for at rejse ud og blive klogere på verden, som vi ellers plejer og holder så meget af. Og desuden – med nuværende verdenssituation taget i betragtning – er det umuligt at vide, hvornår næste lejlighed byder sig til at rejse nordpå og kramme vores kære. Derfor lå beslutningen om at tilbringe en uges efterårsferie i Danmark lige til højrebenet. For mit og U’s vedkommende var det to uger. Vi fløj af sted dagen før U’s 2-års fødselsdag, så vi kunne udnytte vores flybilletter, som på grund af priserne er ”vendt om”. Det vil sige, at vi altid er i transit, når vi er i Dubai. Det kræver langtidsplanlægning, men der er mange penge at spare, så det gider vi (læs: Janus) selvfølgelig godt. Nå, men tilbage til efterårsferien. Dagen før U og jeg skulle flyve, kontaktede min bror mig. Jeg havde aftalt, at vi skulle bo hos ham i hans store lejlighed på Frederiksberg, indtil Janus, L og M kom. Han havde været i sin squash-klub i weekenden før til et arrangement og – uden at tænke videre over det – talt med andre mennesker på mindre en to meters afstand. Altså været uforsigtig i forhold til de daværende corona-anbefalinger. Han havde først tænkt over det, da han havde gjort sig klar til en aftale med vores far. Far er over halvfjerds og har et par diagnoser indenfor de seneste par år af alvorlig sygdom, så han er derfor i risikogruppen, og min bror ville ikke gamble med hans helbred. Han aflyste derfor aftalen, men kom så i tanke om, at U og jeg skulle lande fra Dubai dagen efter og syntes også, at vi burde vide besked. Det blev en hektisk dag, dagen før afrejse, med mange telefonsamtaler frem og tilbage og usikkerhed og tvivl. Men beslutningen om, hvorvidt det ville være forsvarligt at holde fast i at bo hos min bror trods hans adfærd i weekenden op til, skulle jo tages. Vi havde ingen viden om medlemmer af squash-klubben som var testet positive for corona, så vi valgte at holde fast i vores aftale dog med et par justeringer for at tage hensyn til vores far. 

U og jeg havde nogle dejlige dage sammen med min bror, mor og far. På Frederiksberg kørte vi en del med metro og købte meget kaffe og kage hos Emmery’s, som lå i nogle lokaler lige under lejligheden. Der var smukt i Frederiksbergs Have og gourmetfrokost på Fasangården. De dage det blev for koldt at være ude, fandt vi varme i Frederiksbergcenteret og Føtex havde alt, hvad vi skulle bruge. 

Sidst på ugen måtte jeg desværre en tur akut til fysioterapeut, for jeg døjede med store smerter i nakke og øverste del af ryggen. Det var allerede begyndt tilbage i Dubai, men jeg havde ignoreret det, og nu havde den danske efterårskulde og en tyve minutters gåtur med en meget tung taske på ryggen provokeret området. Den bagvedliggende årsag til smerterne er ganske simpel. Mange års misligholdelse af (over-)kroppen. Manglende styrketræning og forkert løft samt bæring af børn. Fysioterapeuten gav mig nogle øvelser, men jeg kom ikke ordentligt i gang de efterfølgende dage, da jeg hverken kunne finde tid eller overskud. Det kom jeg til at betale for i ugen efter. Den uge hvor Janus, L og M kom til Danmark. En morgen vågnede jeg med smerter meget stærkere end i ugen før. Jeg kunne ikke mærke, hvilke bevægelser der udløste dem, så jeg stivnede i hele ryggen og nakken. Jeg vidste, at jeg måtte have smertestillende piller, før jeg kunne noget som helst andet. Jeg ville spise en portion havregryn for ikke at tage pillerne på tom mave, men tabte skeen på gulvet på grund af en forkert bevægelse. Mit skrig forskrækkede de små rundt omkring morgenbordet. Smerterne var stærkere, end hvad jeg før har oplevet. Men piller, et varmt bad og Janus’ massage hjalp musklerne til at slappe så meget af, at jeg kunne fungere nogenlunde normalt resten af dagen. Jeg lovede mig selv at tage til fysioterapeut, når vi kom tilbage til Dubai.

På den lille uge som vi alle fem havde sammen i Danmark, nåede vi at se den nærmeste familie og et par venner. Vi havde ikke lejet bil – vi boede i en hotellejlighed ved siden af Runde Tårn – så vi satte stor pris på at vores venner C og S ville mødes med os på Dansk Arkitektur Center og dagen efter Janus’ søster og familie på Statens Museum for Kunst. Som altid var det utroligt dejligt at være sammen med de mennesker, som vi til dagligt savner og en ekstra bonus at se dem i kulturelle omgivelser. L og M kom på overnatning hos min mor og bedstefar J, før vi hentede dem og kørte til Hørsholm, hvor Janus’ morbror og familie bor. Udover at catche up med vores kære skiftedes Janus og jeg til at handle julegaver i Arnold Busk, Neye og Lego. Vi nåede også at smovse i årets første æbleskiver! Efter seks tætpakkede dage med kram, smil, leg og snak tog vi i lufthavnen netop som regeringen annoncerede flere restriktioner. 

Emirates kræver en negativ covid-test før boarding, og den havde vi taget hos SOS International på Frederiksberg. Men da vi stod i check-in i Københavns Lufthavn med vores papirer afviste Emirates-medarbejderen os. Flyselskabet godtager ikke såkaldte antigentest, som det viste sig, at den PCR-test vi havde fået foretaget var. Janus og jeg anede ikke, at der fandtes PCR-test, som kun testede for antigen. Vi havde endda flere gange spurgt personalet hos SOS International, om vi kunne bruge testen til at flyve med. Og det havde de bekræftet. Nu stod vi så i lufthavnen tre timer før afgang med to ubrugelige corona-certifikater, en puls på over 180 og begyndende ængstelige børn. Hva’ nu? Emirates-medarbejderen fortalte os, at lufthavnslægen tilbyder lyntest, så det blev vores mulighed. Børn og bagagevogne ind i elevatoren og op på første sal. Vi skiftedes til at berolige børnene og stresse over køen af passagerer som også skulle testes. Endelig blev det vores tur. Lufthavnslægen tog imod os og udtrykte sig udelukkende i store bogstaver om SOS International og de ubrugelige test, de havde foretaget på os. Vi var ikke de første passagerer hos ham med den historie. Han kaldte det svindel og hunbug og foreslog os at skrive til medierne om det, og så udførte han ellers den mest grundige test i næsen, jeg til dags dato har fået foretaget. Udførslen kostede 3500 kr. pr. næse! Jeg var blæst fuldstændig bagover. Af vatpinden der havde skubbet til min hjerne, den tårnhøje pris for udførslen og så hele den absurd pressede situation, som vi befandt os i. Men det værste var overstået, nu var der kun tilbage at vente. Halvanden time ville der gå, før resultaterne af vores test lå klar. Det passede lige præcist med tidspunktet for allerseneste tjek-ind-mulighed. Huh! Janus glattede rynkerne i panden og tog fat på at joke med vores situation og jeg skraldgrinede forløsende. SevenEleven nød godt af vores trang til at trøstespise og de blade, som vi købte til L og M. Og det blev til en rask løbetur gennem lufthavnen, da vi endelig fik vores certifikater med testresultaterne, men det gjorde os faktisk godt. Stresshormoner frigjores og nu var vi på vej retur til Dubai! 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s