U

Vi gjorde ikke det store ud af U’s to-årige fødselsdag. På selve dagen var han og jeg i Danmark, imens L, M og Janus var i Dubai. Derfor besluttede vi at fejre ham alle fem sammen i weekenden inden. U protesterede ikke, han kendte jo ikke forskel på dagene, og L og M var tilfredse, så længe de fik lov at holde hans fødselsdag. Vi havde snakket om at invitere gæster eller tage ud og opleve noget særligt i anledningen, men energien og kreativiteten var der ikke, og når jeg tænker tilbage på festivitassen, var det helt tilpas, det der var. 

En gangske almindelig lørdag i weekenden før d. 13.10. 20 stod vi langsomt op, spiste morgenmad og syslede rundt med lektier, indkøb og cykeltur. Vi spiste frokost og U blev puttet. Og så skiftede vi gear. Det langsomme lørdagsmood byttede vi ud med hurtig og forventningsfuld forberedelsesenergi. For nu ville vi både nå at pynte kagen, dække bord og pakke gaver ind, inden U vågnede igen. Det var hyggeligt sådan at gøre klar til en fødselsdagseftermiddag sammen. L og M glædede sig og gik meget op i deres opgaver. U sov eksemplarisk de to timer, som han plejer (mindre børn har det ellers med at fornemme, når der skal ske noget vigtigt og vågner tidligere fra deres lur!), og vi nåede at blive helt klar, før han kaldte på os. 

U blev så glad og overrasket, da han vågnede til den pyntede stue og den flotte kage. Han forstod straks at det handlede om ham og rummede så fint al vores opmærksomhed. 

I skrivende stund er U to år og tre måneder. Han går, løber, (løbe-)cykler, danser og hopper. Han elsker at røre sig og gerne i samme tempo som L og M – hvis han ellers kan. Han har en stor interesse for køretøjer, og det ses på mange måder. Han elsker at køre bil, hvor han detaljeret kommenterer samtlige rullende transportmidler, som vi passerer. Når vi tegner, siger han traktor, når vi maler, siger han lastbil osv. Briotoget, garagen, biler af Duplo og Lego samt de små Micro Machines er blandt yndlingslegetøjet. Da jeg forleden klippede en stor rund cirkel ud af noget pap, udbrød han begejstret: ”Rat! Det er et rat, mor!” Det skulle bruges som et ansigt, men da jeg så, hvor ked af det han blev, skyndte jeg mig at korrigere. Vi kunne jo bare starte med at bruge papcirklen som et rat, og så lyste han op og begyndte at rykke rundt med andre stykker pap, som skulle udgøre selve bilen. Biler, biler biler!

U’s sprog er meget veludviklet. Han taler utroligt meget. Siger lange sætninger og prøver ord og vendinger af, som han har hørt os sige. Han siger f.eks.: ”Det er min yndlings” og ”jeg ved ikke, hvad jeg skal lege med”. Han bruger ordet ”mens”, som man normalt ville bruge ordet ”så”. Det vil sige, at når han fortæller om noget, som er sket, så siger han ”mens”, når han binder sætningerne sammen. Det lyder så sødt. Han fortæller detaljeret i lang tid. Faktisk så meget at L og M kan godt kan finde på at klage over, at munden sjældent står stille på ham. Han er fan af intetkøn og bruger stort set udelukkende ”et” foran alle navneord. Inden for de sidste par uger er han blevet bevidst om, når Janus eller jeg taler engelsk til andre mennesker. Han har opfanget ordet ”this”, som han gentager mange gange i selskab med volapykord. Ord jeg forestiller mig lyder som engelsk inde i hans hoved. Det er sjovt, men også nogle gange irriterende, for vi forstår ikke helt, hvad han siger, og han stopper ikke, før vi svarer ham.   

Jeg passer U herhjemme. For et år siden troede vi, at han skulle starte i institution, når han fyldte to år. Da vi kom tilbage fra vores sommerferie i Danmark, var der ingen udsigter til at vuggestuer og børnehaver her i Dubai ville åbne lige foreløbig på grund af corona. Kun skolerne fik lov at modtage børn efter foråret/sommerens lange nedlukning. Desuden var den institution, The Children’s Garden, som vi havde forestillet os at U skulle gå i, permanent lukket. Den lå ellers meget belejligt inde i vores community og vi var så glade for stedet, lærerne og de andre børn og deres forældre, da L og M gik der. 

Jeg var usikker på, hvordan det ville blive for U og jeg, at han ikke skulle starte i nursery. Og jeg så faktisk ikke lyst på det. Men jeg tænkte, at mine følelser omkring det, var forkerte. Så privilegeret jeg er, når jeg ikke behøver at arbejde fuld tid, imens vi bor i Dubai, og derfor har tid til at hjemmepasse U, og så er jeg i tvivl om, om jeg kan trives med det? Om jeg vil komme til at kede mig? Men jeg havde jo ikke noget valg tilbage i september, så følelserne – forkerte eller ej – ville alligevel ikke ændre noget. Jeg besluttede mig for, at jeg ville hjælpe mig selv til at få det bedste ud af situationen. Jeg begyndte at orientere mig hos andre såkaldte hjemmepassere for at få inspiration og – krydsede jeg fingre for – at opleve glæde ved at have U hjemme på fuld tid. Udover at finde et stort univers af sjove og kreative lege, som U og jeg har så meget fornøjelse af, fik jeg også tip til interessante bøger om børn og forældreskabet. Det satte en større udvikling i gang hos mit eget moderskab, og det har gjort en stor forskel for mig i min dagligdag med U herhjemme. Den proces er jeg meget taknemlig for, den ville jeg slet ikke have været foruden. Tilsammen betyder det, at jeg i skrivende stund ikke kan se U starte institution i nærmeste fremtid. Vildt, ik? Med forbehold for ændringer:-)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s