Global Village

L har talt en del om dig. I lang tid. De fleste af hendes klassekammerater har besøgt dig flere gange, og derfra kender hun til din eksistens. For et par år tilbage blev Janus og jeg opmærksomme på dig og snakkede om at undersøge, hvad dit koncept egentlig gik ud på. Hvad du var for én. Og vi overvejede, om vi skulle besøge dig. Men efter at have orienteret os på nettet og talt med venner, havde vi begge en følelse af, at du ikke var noget for os. Da L så en aften tilbage i januar nævnte, at hun gerne ville se, hvad du er for et sted, tænkte vi, okay, lad os tjekke dig ud. Det kan i hvert fald ikke skade at blive klogere.

Vi ankom sen eftermiddag – en fredag – sammen med hvad der føltes som resten af Dubais befolkning. Parkeringspladsen var gigantisk – båse i alle retninger så langt øjet rakte – og med cykeltaxaer, der tilbød os et lift fra bil til indgang. Vi takkede nej og begyndte selv at gå. Da vi tyve minutter senere nåede til billetlugerne faldt første kommentar fra mellemste barn om træthed i benene. Forståeligt. Vi havde netop tilbagelagt en lille kilometer, og det var sidst på dagen. Dog uanfægtet købte Janus billetter, og vi fortsatte mod det tusind-og-en-nats-palads som formede indgangen.

På baggrund af den viden, som vi havde tilegnet os et par år tidligere, havde vi både forestillet os ét og tænkt noget andet, og til trods blev vi blæst fuldstændig bagover ved mødet med dig. Du var udover vores forestillingsevne. Du, Global Village! Du er en oplevelsespark bygget op om et tema med verdens forskellige lande og kulturer. Og meget Dubai’sk vil du alt, ja, kan du alt på én gang. Restauranter, caféer, madboder, souvenirs, kulturelle indslag, udstillinger og så selvfølgelig forlystelser. Overvældede, ja nærmest handlingslammede stod vi på den anden side af indgangen og kiggede os omkring. Som om vi ventede, at nogen ville give os et tegn til, hvor vi skulle gå hen eller hvad vi skulle gøre. Men intet skete – naturligvis – indtil jeg fik øje på en bænk, som vi satte kursen imod. Det måtte være okay at sætte sig lidt og hvile ovenpå de mange sanseindtryk. Lys i alle farver, musik og snak, røgelse og mados. Fordøje og endda overveje næste træk. L opdagede en vogn med candyfloss – hun er en mini-me, når det kommer til sukker – og selvom det var tæt på aftensmadstid virkede det helt rigtigt. Tre spande pastelfarvet glukose vat blev det til. Imens ungerne begejstrede opbyggede en sukkerrus, forsøgte Janus og jeg at tage en beslutning om, hvor vi skulle spise aftensmad.

Hvert land havde caféer og restauranter med typisk mad fra det sted, som de repræsenterede, og alt var muligt. Asiatisk, amerikansk eller europæisk. Pad thai, burger eller lasagne. Du tilbød alt, og det føltes uoverskueligt at skulle vælge. Vi traskede over i den tyrkiske afdeling – det var min idé – den lå tæt på – men der var tæt af mennesker, og vi var usikre på, om der var noget mad, som børnene ville kunne li’, så vi gik hurtigt ud igen.

I stedet satte vi kurs mod et hjørne med forskellige små madboder, som ikke havde et bestemt land til kulisse. Her måtte der være noget for enhver smag. Sulten havde efterhånden indfundet sig hos os alle fem, og energien var på sit laveste. Der var et barn, som ikke gad gå mere, en voksen som styrede i den forkerte retning, et andet barn der gik ind foran babyjoggeren osv. Vi gik i en større menneskemængde, og skulle også tage hensyn til folk i lavere tempo, eller folk som pludselig krydsede ind foran. Men endelig fremme ved madboderne bestilte vi samosas, parathas, grillet kød på spyd og fritter, og det fungerede for alle. Mætte og derfor i meget bedre humør trillede vi videre. U skulle have skiftet ble, og jeg tog ham med på toilettet. Janus ventede med L og M i det tilstødende land – UAE. U og jeg stod i kø, det tog lang tid, og da vi endelig kom ud, havde Janus og ungerne fundet sig til rette på de gynger, der stod opstillet i midten af de forenede emiraters arrangement af telte og palmehytter. Den arabiske stemning understøttedes af alt det, som vi kender så godt; sand, kameler, falke, arabere i deres traditionelle klædedragter osv. Vi hang lidt ud, ungerne gyngede fortsat, og pludselig slog det mig, hvor helt igennem ironisk det var, at vi var endt det sted, hvor UAE udstillede dets kultur og historie. UAE?! Her hos dig, Global Village kunne vi ”besøge” lige det land, vi havde lyst til og så endte vi alligevel i vores velkendte Arabistan. Det føltes totalt skørt! Nå, men L og M ville gerne prøve et par forlystelser, og det skulle vi selvfølgelig.

Vi hastede mod det fjerneste hjørne (modsat indgangen) og ignorerede de enorme afstande og det faktum, at vi senere skulle retur igen. Området med forlystelser var som på speed. Hurtigt lys i alle farver på asfalten, i øjenhøjde og over os. Høj pulserende musik fra højtalere overalt. Havde man haft epilepsi var man dejset om på stedet. Helt ærlig, Global Village, selv mit ældre og garvede nervesystem var i alarmberedskab. Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle rette min opmærksomhed uden at blive totalt udmattet. Bekymret skævede jeg til vores tre små, men de lod sig umiddelbart ikke mærke med noget. M pegede på pariserhjulet, og vi indvilligede.

Med alt for dyre billetter i hånden gik vi i gåsegang op ad en rampe med god afstand til et ungt par foran os. Janus sakkede pludseligt bagud, og jeg vendte mig om mod ham. Han havde lagt hovedet bagud og ved synet af det høje hjul fået kolde fødder. Jeg erklærede, at det var helt okay, han kunne bare gå ned igen, og så ville jeg tage børnene med op alene. Men en medarbejder konfronterede Janus’ angst og overtalte ham til at blive. Det viste sig at være mit held. For inde i den lille kabine i pariserhjulet var det min tur til at føle en totalt irrationel angst. Jeg svedte og holdt krampagtigt fast i Janus’ ben. Samtidig forsøgte jeg ikke at lade mig mærke med noget over for børnene. Jeg ville ikke give min angst videre til dem. Modsat mig havde Janus det helt fint og kunne heldigvis tage sig af L, M og U, når de f.eks. spurgte til udsigten. Sikkert tilbage på landjorden grinte jeg forløsende af min fornuftsstridige skræk, og vi talte sammen om, hvad der mon havde udløst den. Bagefter ville L og M gerne prøve en forlystelse med fly i luften, det fik de lov til, men det blev uden mig! Et par forlystelser mere og en milliard sansetryk senere takkede vi ja til en cykeltaxi og så fyrværkeriet fra parkeringspladsen, inden vi kørte hjem igen. Jeg kan bekræfte min formodning, Global Village, du er ikke noget for mig. Men du er helt sikkert noget for sig.       



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s