Mleiha Eye

Fossil Rock finder man i Sharjah. En klippeformation beliggende mellem den ligesindede Camel Rock og det faktiske bjerg Mleiha Mountain (et sjovt faktum er, at jeg har set tre andre måder at stave ”Mleiha” på. Maleha, Meliha og Maleiha. Der findes sikkert flere. Sådan er det med de fleste stednavne her i UAE, jeg ved ikke hvorfor). Alle tilhørende bjergkæden Hajar Mountains. Fossil Rock har fået sit navn, fordi man kan være heldig at finde fossiler indlejret i kalken. Bjergene stod delvist under vand for 70 millioner år siden, da de blev dannet ved vulkansk aktivitet. I de skyggefulde bugter mellem klipperne levede bl.a. bløddyr og koraller, og mange af dem er uddøde i dag.

Janus og jeg vidste, at der går en vandrerute langs med, opad og indover Mleiha Mountain, som ender i en fantastisk udsigt til Fossil Rock. Vi overvejede om det var noget for os. Et par søgninger og noget læsning samt nogle YouTube-videoer gjorde os lidt klogere, og vi besluttede, at vi ikke kunne tage vandreruten henover bjerget. I hvert fald ikke nu. Det ville blive for risikabelt at have U med der. Stien havde over en længere strækning meget stejle kanter ned til begge sider, hvor det kunne være farligt at lade U gå selv. Vi har ellers en vandretaske med et sæde, hvor han kan sidde i, men vi var ikke sikre på, at han ville acceptere den, da det er lang tid siden, at vi sidst har haft den i brug. Vi besluttede i stedet for at køre lidt længere mod vest for at komme syd for Fossil Rock. Her kunne vi måske nærme os foden af klippen og eventuelt klatre et stykke op, tænkte vi.
Bilen var pakket med salt, sødt og læskende. Solcreme, kasketter og kamera. Nephew spillede i højtalerne, og vi skiftedes til at ønske et nummer og synge med. Efter fyrre minutter ramte vi Sharjah og yderligere ti minutter i bilen og så tronede Hajar bjergene i horisonten. Vi passerede den lille uofficielle parkeringsplads på højre side, hvor man kan stille sit køretøj, hvis man vil prøve kræfter med ruten på Mleihabjerget. Så fortsatte vi et par kilometer mere for at dreje til højre ind i Mleiha by og ud af den igen. Dernæst endnu et højresving og så på grus et godt stykke tid. Mellem Volvo’en og målflaget på GPS’ens skærm – som var indstillet til Fossil Rock – rejste sig høje okkerrøde sandbanker til begge sider så langt øjet rakte. Lidt til højre for os – i retning af Fossil Rock – afslørede bilspor at andre mennesker havde forceret dem. Men selvom Volvo’en er høj og har træk på alle fire hjul, så er den en tand for sporty til at køre i ørkenen. Og selvom Janus er en ferm chauffør og efterhånden har skaffet sig erfaring med de fleste biltyper mange forskellige steder, så er firhjulstrækker i sand ikke en af dem. Og det til trods vores seks år her i ørkenen. Så vi gjorde det eneste fornuftige – nemlig at vende sandbankerne ryggen. Google havde snydt os. På kortet lignede bilsporrene en grusvej, det var derfor vi havde troet, at vi kunne køre helt tæt på Fossil Rock. Skuffede og en smule rådvilde luntede vi tilbage af grusvejen. For hvad nu? Skulle vi blot parkere bilen og gå de tre kilometer i dybt kuperet sand til Fossil Rock? Ville vi være i stand til det? Nej! Finde et andet sted at bevæge os rundt og så droppe ideen om at vandre ved og på Fossil Rock? Ja!

Janus kom i tanke om en anden særlig klippeformation, Mleiha Eye, som ikke lå langt derfra, og vi blev enige om at køre derhen i stedet for.
Området er faktisk kendt terræn. Vi har været der for en del år siden til et Spartan arrangement, men det gik først op for mig, da vi trillede ned ad en grussti og parkerede bilen for foden af en enorm sandhøj – meget større end dem, vi netop havde opgivet. Til forskel skulle vi ikke tvinge Volvo’en henover. Eller vandre flere kilometer. Næ, vi skulle blot kravle op ad bakken og så trampe lidt rundt i det omfang vi orkede og gad. Oppe på toppen skuede Mleiha Eye i nord mod Fossil Rock og da vi stod midt i buen af sten – stadig stærkt prustende efter opstigningen – havde vi en fænomenal udsigt til ørkenen i sydvest. Vi nød vinden som gavmildt tog fat og løftede de klistrede nakkehår og den våde t-shirt. Vi nød skyggen, hinandens selskab og de medbragte forsyninger. Efter en rum tid fik vi lyst til at kigge nærmere på de andre og større klipper, som lå i forlængelse af Mleiha Eye. I et langsomt tempo bevægede vi os op og ned i sand, imellem tornebuske og på flade skarpe sten. Janus udpegede en hule i en af klippevæggene. Vi holdt pause og sad bare med sandet rindende mellem fingrene og nød udsigten. Janus sendte dronen op. Blæsten ville lege med, så han fik problemer, da han skulle tage den ned igen. Vi rutsjede, rullede og grinede i sandet. Og til sidst, da vi havde fået nok, løb vi i fuld fart ned ad den stejle sandbanke. Ned til bilen hvis aircondition omsorgsfuldt kølede vores varme kroppe og hvis behagelige sæder omfavnede os hele vejen tilbage til Dubai.

One Comment Tilføj dine

  1. Anette Wej siger:

    Fantastiske billeder!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s