Lilly

Lilly er vores ældste barn fra juni 2011 og går i Grade 1 på Greenfield Community School – en stor international skole med et godt ry. Lilly snakker flydende engelsk og kan forstå tysk. Hun bliver desuden undervist i matematik, musik og arabisk.

Lilly er tilbageholdende i mødet med andre børn, som hun ikke kender. Men når hun er tryg, så leger og snakker hun, og fantasien får frit løb. Hun inddrager sine medmennesker og omgivelser og er meget social. Især Magne nyder godt af hendes kreativitet og finden-på. Når Fatboy’en i stuen pludselig er blevet til en piratø, og Lilly kommer i tanke om, at piraterne har glemt deres kikkerter, så vover Magne gerne pelsen og vader – trods kæmpe krokodiller – igennem den mudrede flod ind i legeværelset og henter dem.

Lilly har lært sig selv klokken og er nu i gang med at lære at læse. Hun læser på cornflakespakker, mælkedunke, skilte og forsider af bøger. Der er meget at holde styr på, når hun i skolen – både på engelsk og tysk – sætter bogstavernes lyde sammen og herhjemme læser bøgerne på dansk.  Selvom hun f.eks. skriver “voksne” med x og har svært ved æ, ø og å’s lyde, så klarer hun det rigtig godt.

Hun er videbegærlig og eftertænksom. Spørger og tænker. Janus og jeg svarer efter bedste evne hver gang og priser os lykkelige over, at vi har forskellige fagområder, så vi tilsammen kan dække en rimelig bred almen viden. For når man er fem og et halvt år og nysgerrig på verden, så er der mange spørgsmål, som kan stilles. Lilly efterrationaliserer og kommer nogle gange frem til andre svar, end dem Janus og jeg har givet. Hvis vores bud ikke passer ind i hendes verdensbillede, eller vi har svært ved at svare på hendes spørgsmål, så finder hun selv på en forklaring. Børnelogik. Det er da grunden til, at man får børn.

Lilly elsker at være fysisk aktiv. Det kan både være på cykel, legeplads, i poolen eller i en gymnastiksal. Hun udfordrer sin krop og triller, ruller, kravler, løber, hopper, hænger, springer, svinger og meget mere. Hun går til svømning og gymnastik en gang om ugen og udvikler sig hurtigt.

Magne er Lillys bedste legekammerat og største konkurrent. De to har mange gode stunder, hvor de er fordybet i leg, men de har selvfølgelig også konflikter. Generelt er Lilly en meget omsorgsfuld storesøster, som går forrest og viser, hvordan man gør. Magne går for det meste bagerst og gør præcis det samme som hende.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s